Norwegian afvikler langdistanceruterne: ”Skuffende, men ikke just overraskende.”

Det norske flyselskab Norwegian har i dag meddelt, at det ikke planlægger at flyve langdistanceruter fremover. 787-pilot Dion Pedersen havde til det sidste håbet, at Norwegian ville bevare blot nogle af langdistanceruterne. Nu overvejer han, om han i stedet skal flyve 737.  

Da Norwegians danske datterselskaber gik konkurs tilbage i marts, mistede omkring 300 Norwegian-piloter deres arbejde. Ca. 165 af dem havde indtil da fløjet Boeing 787 på selskabets langdistanceruter til USA og Asien, men i dag blev håbet om at vende tilbage til Dreamlineren slukket.

Norwegian, der i øjeblikket er under rekonstruktion i Irland, har fremlagt en ny forretningsplan. Selskabet skal fremover fokusere på den nordiske kerneforretning og på at operere et europæisk netværk med udspring i de nordiske lande. Norwegian mener derfor ikke, at langdistanceoperationen er levedygtig, og den skal nu afvikles.

Dion Pedersen er en af de piloter, der har fløjet på Norwegians langdistanceruter. Han har været kommerciel pilot siden 1996 og har de seneste otte år fløjet for Norwegian. De seneste fem år på Dreamlineren.

”Det var ikke overraskende med den situation, som Norwegian står i, men det er skuffende. Jeg havde håbet, at man ville opretholde et minimum af langdistanceruterne. Det ville give god mening for Norwegian og for Norge som land. Nordmænd rejser rigtig meget, og Norge sælger laks,” siger Dion Pedersen og fortæller, at de på en flyvning ud over passagererne typisk kunne have 20-30 tons laks med som belly cargo.

”Der er gode penge i fragt, så det er også ærgerligt, at den del stopper. Rent økonomisk kan jeg godt se, at det formentlig ville have været for dyrt for Norwegian at starte det op, men jeg havde til det sidste håbet. Forretningsmæssigt kan jeg forestille mig, at den irske ret ville sige, at udsigterne til at tjene opstartsudgifterne hjem var for lange. Så det er skuffende, men ikke just overraskende.”

FPU efter skærpede rejsevejledninger: Lønkompensation og hjælp til luftfart skal forlænges til foråret

FPU: Manglende hjælp til Norwegian udslagsgivende

Norwegian begrunder beslutningen med, at selskabet ikke forventer, at efterspørgslen på langdistanceflyvninger vil blive genoprettet foreløbigt, og at deres fokus derfor er på at udvikle deres kortdistancenetværk, når de er færdige med reorganisationsprocessen i Irland.

”Vores væsentligste fokus nu er at bygge et stærkt og lønsomt Norwegian, sådan at vi kan sikre så mange arbejdspladser som muligt fremover,” siger Jakob Schram, koncernchef i Norwegian.

”Beslutningen påvirker desværre mange af vores medarbejdere, og på den måde er det en tung beslutning at træffe. Jeg vil gerne rette en stor tak til alle de berørte kolleger for deres store engagement og mangeårige indsats i Norwegian.”

Beskæftigelsesminister om pilotpulje: “Luftfarten er et af de erhverv, som er blevet ramt allerhårdest af corona-krisen.”

I FPU vurderer man, at den manglende hjælp fra den norske stat har været afgørende for den udmelding, Norwegian kom med i dag. Samtidig ville den danske stat heller ikke hjælpe med at redde de danske datterselskaber, og Norwegian har derfor fået betydelig mindre støtte end selskaber som Lufthansa og KLM-Air France.

“I FPU har vi opfordret til en fælles nordisk løsning, hvor alle tre skandinaviske lande bidrog til en fælles form for Norwegian-plan, men det er ikke lykkedes. Dagens melding betyder færre skandinaviske og ikke mindst danske arbejdspladser inden for luftfart. I takt med at gode selskaber smider håndklædet i ringen, kan man frygte, hvilke vilkår og forhold luftfartsansatte vil blive budt med fremover. Det viser, hvor vigtigt det er, at staten holder hånden under de arbejdspladser, der er tilbage, så vi undgår social dumping og urimelige vilkår for piloter og kabineansatte,” siger Thilde Waast, formand i FPU.

Fra 787 til 737

Dion Pedersen forudser, at det bliver svært for de mange Norwegian-ansatte, der har mistet deres arbejde.

”Det bliver ikke nemt, når også Norwegian skærer så meget ned. Det er besætningen til 100 fly, der kommer ud på markedet. Der går lang tid, før vi er tilbage på samme niveau som før. Behovet bliver væsentligt mindre, og der vil nok ikke være mange pilotjobs. Mange vil skulle ud i Europa eller længere væk. Nogle er også blevet for gamle. Ude i verden er 57 år for gammel. Nogle vil ikke have råd, og vilkårene bliver dårligere.”

Inden Dion Pedersen fløj Dreamlineren havde han også fløjet Boeing 737, og hans umiddelbare tanke er derfor at gå tilbage til at flyve 737.

”Hvis jeg skal have et job i den umiddelbare nærhed, skal det være 737. Hvis jeg skal beholde Dreamlineren, skal jeg ud til Østen. Hvis man gerne vil blive i branchen, skal man være villig til at acceptere nogle forandringer, når det kommer til flytype, geografi og vilkår.”

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev