Miljøbevidste rejsende koster nu skandinaviske arbejdspladser i flyvebranchen

I Sverige har lysten til at flyve faldet drastisk i takt med et øget fokus på industriens aftryk på miljø og klima. ”Flyskam”, kaldes fænomenet, og det mærker man nu hos det regionale svenske luftfartsselskab ”BRA” – Braathens Regional Airlines.

Selskabet skriver i en meddelelse, at faldende efterspørgsel på indenrigsmarkedet, øgede omkostninger og den øgede miljøbevidsthed blandt kunderne nu tvinger selskabet at tilpasse forretningen.

Tilpasningen sker blandt andet ved at ruter planlægges reduceret eller helt afviklet, men også ved at pensionere ældre og større 112 sæders jetfly med 72 sæders turbopropelfly fra ATR.

Mindre fly kræver færre ansatte, hvilket betyder, at foreløbigt 363 af selskabets 1000 ansatte er varslet opsagt.

Fald i svensk indenrigstrafik

»Vores personale er selvsagt et af vores vigtigste aktiver, men når færre svenskere vælger indenrigsflyet, må vi tilpasse vores forretning, selvom det desværre indebærer, at kollegaer berøres og tvinges til at forlade os, hvilket har været en svær beslutning,« siger Geir Stormorken, administrerende direktør i BRA.

Den generelle efterspørgsel på indenrigsflyvninger i Sverige er faldet med 3,8 procent i 2018. I første kvartal af 2019 er efterspørgslen dalet yderligere 5 procent, og det rammer et selskab som BRA, der næsten udelukkende flyver indenrigs i Sverige hårdt.

Imens flyene går tilbage vælger de rejsende i stedet for toget til. De svenske jernbaner, SJ, rapporterede i 2018 om 1,5 millioner flere rejsende til 31,8 millioner.

Sverige indførte 1. april 2018 en flyskat, der skal gavne miljøet gennem færre rejsende. Siden har BRA valgt at klimakompensere alle sine flyvninger, oplyser selskabet.

Vi kan ikke undvære luftfart

I Danmark ser man hos de flyvendes fagforening med alvor på den udvikling, som udfolder sig på den anden side af Øresund:

»Vi kan ikke undvære luftfart, som er og bliver ved med at være en meget vigtig del af den globale infrastruktur. Alle er enige om de massive og alvorlige udfordringer, vi har med klimaforandringerne. Men vi skal støtte de danske og nordiske selskaber, der er nogle dem, der er allerlængst fremme i forhold til denne dagsorden og udviklingen af bæredygtige tiltag,« siger Anders Mark Jensen, næstformand i FPU.

Et turbopropelfly, som eksempelvis en ATR72, udleder omkring 129 gram CO2 per person per kilometer, imens en rejsende med tog koster miljøet mellem 29 og 44 gram per kilometer.

Til gengæld flyver et fly direkte. Sammenlignet med en personbil, der er tvunget til at følge vejnettet, er udslippet 126 gram per kilometer, hvilket bevirker, at flyet i visse sammenhænge er et grønnere alternativ end bilen.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev