Massivt flertal: Kabineforening stemmer for at blive en del af FPU

Med et overvældende flertal har de kabineansatte i Jettime stemt for at blive en del af FPU.

De kabineansatte i det danske charter- og ACMI-selskab Jettime er nu en del fagforeningen FPU. Det er blevet besluttet efter en afstemning blandt Jettime Cabin Unions medlemmer.

87 procent stemte for medlemskab af FPU.

Tidligere har de kabineansatte i Jettime været en del af Cabin Union Denmark.

”Vi er glade for, at vi er kommet ind i FPU, og vi tror, at det vil stille os mere professionelt som forening,” siger Birgith Grønbæk, der er formand for Jettime Cabin Union (JCU).

”Nu får vi hjælp med administration, og vi får uddannelse og direkte sparring, som kan løfte os op på et højere plan både som bestyrelse og fagforening. Det vil helt sikkert afspejle sig i, hvad vi kan hjælpe vores medlemmer med.”

FPUs formand Thilde Waast glæder sig ligeledes over at kunne byde velkommen til endnu en medlemsgruppe i FPU.

”Jettimes kabinepersonale passer enormt godt ind i det DNA, som FPU har. Det nære og det personlige. Vi glæder os helt vildt til, at vi kan berige hinanden, og vi er stolte over den tillid, som de viser os. Vi står klar med rådgivning, uddannelse og hjælp til de mange praktiske ting, som man som forening har brug for,” siger Thilde Waast.

Jettimes kabineforening er officielt en del af FPU per 1. februar 2026.

FPUs formand Thilde Waast og JCUs bestyrelse har allerede haft første arbejdsmøde

JCU: Vi glæder os til at vokse i FPU

FPU er den største fagforening for kabine- og pilotforeninger i Danmark, Grønland og Færøerne, og kombinationen af lokal selvstændighed og et solidt fællesskab er en af FPUs styrker, lyder det fra FPUs formand.

”Jettimes kabineansatte bliver nu en del af vores stærke luftfartsfællesskab. De vil kunne trække på erfaring fra både FPU og vores mange medlemsgrupper. Vi er dybt specialiserede i luftfart, og vi glæder os også til at høre deres perspektiver,” siger Thilde Waast.

Netop det at få indblik i andre kabine- og pilotgruppers erfaringer bliver også fremhævet af Birgith Grønbæk.

”Det bliver rigtig godt at høre, hvordan andre håndterer udfordringer og arbejder med det. Vi er en lille og forholdsvis ny bestyrelse, og vi har skullet lære meget, mens vi har arbejdet. Derfor har det ligget os meget på sinde, at vi kan uddanne os og vokse som bestyrelse. Vores værktøjskasse vil blive udvidet. Det glæder vi os til,” siger Birgith Grønbæk.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev