Kabineforening i CityJet sikrer ekstra fridage til medlemmer i standbyaftale

Det irske flyselskab CityJet og de kabineansattes lokalforening CCU er blevet enige om at forlænge en standby-aftale for selskabets produktion for Lufthansa. Forhandlingerne har båret præg af velvilje til at finde løsninger, lyder det fra lokalformand Robert Hoffmeier.

Medlemmerne i den lokale kabineforening i CityJet, CCU, kan glæde sig over, at de fortsat får fire ekstra fridage som kompensation for at være standby i Frankfurt på Cityjets Lufthansa-produktion.

Cityjet og CCU er nemlig blevet enige om at forlænge en lokalaftale, der gør, at de kabineansatte ikke kun kan have standby på deres hjemmebase, som deres overenskomst ellers foreskriver.

“Aftalen viser, hvor vigtigt det er, at vi som kabineansatte står sammen i en forening. Vi kan forhandle os frem til nogle goder, fordi vi står sammen. Det er foregået i et meget behageligt forhandlingsklima med selskabet, som vi har haft en god dialog med,” siger Robert Hoffmeier, formand for CCU.

”Vi har fået gode tilbagemeldinger på aftalen. Vi oplever, at medlemmerne er glade for den, og at firmaet respekterer aftalen og bruger den efter intentionen.”

Udover de fire ekstra fridage til CCU-medlemmer sikrer aftalen også, at alle kabineansatte i CityJet får et standby-tillæg, hvis de ikke bliver kaldt, mens de er i Frankfurt. Samtidig er tillægget til cabin supervisors blevet forhøjet på al produktion.

Fire ekstra fridage er særligt medlemsgode

CityJet, der opererer flyvninger for Lufthansa på wetlease-basis, har fem fly i luften for det tyske selskab samt et standby-fly stationeret i Frankfurt.

Da CityJet sidste år fik kontrakten med Lufthansa, ønskede ledelsen, at standby-tjenesten kunne foregå på hotel i Frankfurt. CCU anerkendte behovet, men påpegede samtidig, at det indebar en gene for besætningerne at være bundet til et hotelværelse væk fra hjemmebasen i op til ti timer.

Det glæder derfor Robert Hoffmeier, at det lykkedes at lave en aftale. Han fortæller, at de fire ekstra fridage til CCU-medlemmer skal ses som en anerkendelse til CCU-medlemmerne, fordi de har valgt at stå sammen.

”Når vores medlemmer betaler til fagforeningen, sikrer de, at vi som bestyrelse kan kæmpe for de kabineansattes rettigheder. Aftalen har sikret forbedringer for alle kabineansatte, men derudover tilgodeser vi medlemmerne med ekstra fire fridage. Aftalen viser, hvad man kan opnå, når man går sammen i et fællesskab.”

Som kabineansat i Cityjet skal man være medlem af CCU senest 1. marts 2025 for at få glæde af de fire ekstra fridage.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev