For tredje gang har Ryanair underskrevet en såkaldt anerkendelsesaftale, men det er første gang en sådan aftale underskrives med selskabets kabineansatte.
Aftalen er indgået med de kabineansattes fagforeninger i Italien.
Nogen overenskomst er der dog ikke tale om endnu.
Det arbejdsretlige system har forskellige fremgangsmåder i Europa, og i Italien skal parterne anerkende hinanden, før en overenskomstforhandling kan finde sted.
Utilfredshed flere steder i Europa
Selskabet skriver i en meddelelse, at selskabet har skrevet under på sin første anerkendelsesaftale med kabinebesætningsmedlemmernes fagforeninger ANPAC og ANPAV.
Ryanair indgik tidligere på året anerkendelsesaftaler med selskabets piloter i både Italien og Storbritannien.
Flere steder vokser utilfredsheden dog med Ryanair i disse uger, og i flere lande er der fremsat trusler om strejker hen over sommeren.