Forhandlingerne om en ny overenskomst for kabineansatte i Sverige er brudt sammen. Hvis ikke der indgås en aftale, træder en strejke i Sverige i kraft mandag morgen.
Det er ikke lykkedes fagforeningen Svenska Transportarbetareförbundet (STF) og arbejdsgiverforeningen Svenska Flygbranschen at nå til enighed om en ny overenskomst for kabineansatte i Sverige.
En strejke vil derfor efter planen træde i kraft i Sverige mandag den 26. maj klokken 04.30.
”Nu er grænsen nået, og vores medlemmer siger stop. Det er nok. Arbejdsvilkårene og arbejdstiderne for kabinepersonalet skal forbedres,” siger Tommy Wreeth, formand for STF.
”De ansatte kan ikke presses ud over det rimelige i selskabernes jagt på besparelser og resultater. Både personalets tryghed og sikkerheden i luften trues under de nuværende vilkår.”
Kabineansatte i Danmark skal fortsat gå på arbejde
Strejken vil blandt andet inkludere kabineansatte i Sverige, der arbejder for Norwegian, Bra og Cityjet. Alle tre selskaber har også kabineansatte i Danmark, som er organiseret i FPU. De kabineansatte i Danmark skal fortsætte med at gå på arbejde som normalt, fortæller Kasper Svendsen, forbundssekretær i FPU.
”Vores medlemmer skal gå på arbejde, som de plejer. Vi bakker op om vores kolleger i Sverige, og vi opfordrer vores medlemmer til ikke at påtage sig strejkeramt arbejde, hvis selskaberne beder om dem om det,” siger Kasper Svendsen.
”Hvis vores medlemmer mistænker, at de bliver omscheduleret eller kaldt på arbejde på grund af strejken, skal de straks kontakte deres lokale tillidsrepræsentanter, som vi er i tæt kontakt med.”
Udover Norwegian, Bra og Cityjet vil også kabineansatte i Sunclass, Jettime og SAS i Sverige strejke.
Det kræver STF:
Forbedret arbejdsmiljø, herunder rimelige arbejdstider.
Retten til regelmæssig frihed, inklusive weekender, skal reguleres bedre.
Ansatte skal have en rimelig løn for en rimelig arbejdstid.
Ansatte skal kunne skifte flyselskab og beholde deres erhvervserfaring.
En retfærdig forhandlingsproces, så de lokale forhandlinger i de enkelte selskaber ikke bliver bundet af fredspligten.
Kilde: www.transport.se/avtal2025/varsel-kabinavtalet