Af Anders Mark Jensen, næstformand i Flyvebranchens Personale Union (FPU)
International luftfart befinder sig i en af de slemmeste kriser nogensinde.
Vi har ellers oplevet en del kriser i vores branche:
Askeskyen i 2010, 9/11 i 2001 og ikke mindst finanskrisen for ti år siden.
Og nu står vi så midt i endnu en stor krise.
Vi ser stolte luftfartsselskaber, der sammen med deres fagforeninger nærmest tigger og bønfalder de nationale regeringer om økonomisk støtte.
I flere tilfælde accepterer disse selskaber pludseligt, at staterne bruger muligheden for delvist nationaliseringer – og EU ser skeptisk, men passivt til.
I de lande, hvor der eksisterer veletablerede fagforeninger, har der i mange tilfælde været et flot samarbejde mellem arbejdsgiverne og de faglige organisationer.
Det bør altid være tilfældet.
FPU har siddet med ved bordet
I begyndelsen af pandemien satte parterne sig sammen (virtuelt) for at finde lokale løsninger med store besparelser på medarbejdernes levebrød.
Det samme har været tilfældet i Danmark.
Sammen med vores lokale repræsentanter har FPU lavet aftaler, der skal sikre virksomhedens overlevelse igennem denne krise.
Det gør vi gerne, og det gør vores lokale repræsentanter gerne.
Vi er gået ind i disse tider med en klar bevidsthed om, at vi er en ansvarlig part i dansk luftfart.
Derfor har vi også arbejdet politisk sammen med arbejdsgiverne for at få politiske løsninger og hjælpepakker på bordet.
Vi har fra starten sagt ja tak til nødplaner!
Rundt om i verden, ser vi dog triste eksempler på det modsatte.
Selv her i Europa oplever vi stenrige selskaber, som i de gode tider ikke belønner medarbejderne, og som nu i krisetider direkte straffer deres ansatte.
Det er uacceptabelt!
Vi har set eksempler på store nationale selskaber, der har sagt nej tak til national statsstøtte, da de mente, at de godt kunne stå imod krisen og ville spare staten for disse omkostninger.
Dog ser vi nu selvsamme selskaber lave kæmpe fyringsrunder, så det er igen personalet, der skal betale regningen!
National statsstøtte
Men i Danmark gik regeringen hurtigt i gang sammen med de to parter på arbejdsmarkedet.
Regeringen, arbejdsgiverne og fagbevægelsen skrev verdenshistorie ved at være nogle af de første og eneste i verden, der på den måde gik ind og sikrede størstedelen af de ansattes løn.
Det fortjener en stor tak og ikke mindst anerkendelse fra vores side!
Herudover har den danske regering også taget ansvar for virksomhederne ved at være med til at betale nogle af virksomhedernes faste omkostninger i store millionbeløb.
Flyselskaberne får disse omkostninger betalt af den danske stat og dermed også af alle os, som betaler skat i landet.
FPU har været med at presse på politisk for, at det skal være muligt at lave arbejdsvilkårsforringelser, uden at virksomhederne mister støtten fra staten.
Ja, du undrer dig sikkert.
Det kan virke sært, at en fagforening gør det.
Desværre kunne vi jo hurtigt se, at vores branche ville blive enormt hårdt ramt af corona-krisen.
Selskaberne kunne ganske enkelt ikke betale den resterende del af lønnen, som kompensationsordningen (fra d. 15. marts) i første omgang krævede.
Ja tak til nødplaner!
Derfor var det strengt nødvendigt for os, at vi kunne lave lokale aftaler med midlertidige forringelser og samtidig få adgang til kompensationsordningen.
Det lykkedes heldigvis, og nu er cirka 65 pct. af vores medlemmer på en form for lønkompensation.
Hvad vi gør nu, har stor betydning på den lange bane.
Vi vil gerne være med til at sikre, at vores medlemmer kan få en kompensation.
Men også at de har et job og en overenskomst, som de kan komme tilbage til – ikke mindst på dansk grund.
Vi arbejder politisk sammen med arbejdsgiverne for at holde virksomhederne og arbejdspladserne i live under krisen.
Vi er med at til give virksomhederne store besparelser på vores overenskomster og vores medlemmers løn og pension igennem denne krise.
Nej tak til massakre på overenskomsterne!
Men (og nu kommer det store MEN) vi oplever nu, at der er nogle arbejdsgivere derude, der har fået et deja-vu fra finanskrisen med en ”går den, så går den”-tilgang.
Her går vores grænse!
Vi oplever nu selskaber, der gerne vil gå fra midlertidige spareaftaler til store permanente besparelser på overenskomsterne.
Dermed kan vi sige farvel til vores faglige arbejde og resultater igennem generationer.
Dette er hverken acceptabelt eller nødvendigt lige nu!
Hvorfor bliver disse permanente besparelser bragt på bane under drøftelserne for genåbningsfasen og for, hvordan luftfarten bliver sat i gang?
Jamen, det er ganske simpelt; Nogle får blod på tanden, og nu ser de vinduet lukke for deres ønske om endnu flere besparelser.
Det er for eksempel ret imponerende, hvordan nogle virksomheder pludselig kan forudse passagertal og passager-behov flere år frem.
Det har ingen af os prøvet før.
Vi aner ikke, hvad der sker om bare en måned!?
Vi siger ja tak til nødplaner!
Men nej tak til at bruge statslige midler og vores egne skattepenge til spekulativ dumping af de fremtidige arbejdspladser.
Så derfor skal der lyde en advarsel herfra til samtlige arbejdsgiver i ind- og udland:
Lad være med at udnytte vores samarbejde og krisen!
Vi har lært af finanskrisen og lignende kriser, og vi vil ikke acceptere sådanne tiltag.
Vi kommer ikke til at acceptere det – vi har nemlig lært af finanskrisen og andre kriser.