Vinden blæser frisk ind fra vest over Aalborg Lufthavn. Tværs over forpladsen går Thomas Hugo Møller med målrettede skridt uagtet af vinden frem mod det, der om få dage skal udgøre selve rygraden i et nyt kapitel af dansk luftfart: En nymalet Embraer E195 iført dannebrog på halen og navnet ”Great Dane Airlines” skrevet på siden.
”Great Dane Airlines” eller ”Great Dane”, som de kalder sig selv internt og på flyradioen, er et nyt dansk luftfartsselskab, som den danske flyvebranche stiftede bekendtskab med i februar måned.
Thomas Hugo Møller er manden bag. Han er 39 år, pilot og har arbejdet som konsulent i blandt andet Trafikstyrelsen og senest i Aalborg Lufthavn.
Sammen med en tæt inderkreds af personligheder i nordjysk luftfart identificerede han tilbage i sommeren 2018 potentialet for et charterselskab med speciale i regionale jetfly – altså fly med cirka 100 sæder. Thomas Møller mener, han har spottet en endnu uindfriet efterspørgsel i en branche, der ellers kan være om muligt mere nådesløs end selv den stærkeste nordjyske vestenvind.
Vi er 37 medarbejdere nu fra under en håndfuld for bare nogle måneder siden. 22 er flyvende Det gik hurtigt op for os, der var brug for flere hænder. Omfanget af arbejde har overrasket os i mange af de opgaver, som vi har stået overfor.
Thomas Hugo Møller, stifter og administrerende direktør, Great Dane Airlines
Regional er det nye sort
»Regionale jetfly med mindre kapacitet er nemmere at fylde og dermed holde økonomiske. Derfor ser man også, at flere og flere selskaber går mod mindre fly for derved at kunne tilbyde flere direkte ruter. Og flyve direkte fra Aalborg, det er noget, som tiltaler nordjyderne,« siger Thomas Hugo Møller på kontoret, som ligger side om side med rejsearrangører i Aalborg Lufthavn.
»Regional-fly er det nye sort – eller skulle man sige grønt – for det at flyve direkte udleder mindre CO2 end en mellemlanding, ligesom en tur ud Europa i udleder væsentligt mindre CO2 end en tur til Thailand,« tilføjer han.
Han er velvidende om, at han er i gang med at starte en luftfartsvirksomhed i en tid, hvor klimaforandringerne står øverst på mange politikeres dagsorden. Men han er også overbevist om, at Great Dane har fat i det rigtige og peger på hollandske KLM.
KLM har opnået at hive mere end 100.000 rejsende ind på ruten fra Aalborg til Amsterdam siden 2011. Her er der forbindelse videre til 132-destinationer. Great Dane kommer ikke til at tilbyde såkaldte connecting flights, altså flyforbindelser videre fra de byer, som selskabet åbner ruter til. Men det er også sekundært, understreger luftfartsentreprenøren.
Det er det direkte fly og den rette destination, som er nøglen til den succes, som Great Dane sigter mod.
Mange nye medarbejdere på kort tid
I lokalerne ovenover Great Dane Airlines’ billetkontor er der travlhed – og måske mere end ventet. For fra blot at være fem medarbejdere, da nyheden om Great Dane blev offentliggjort i februar 2019, er det gået stærkt.
»Vi er 37 medarbejdere nu fra under en håndfuld for bare nogle måneder siden. 22 er flyvende. Det gik hurtigt op for os, der var brug for flere hænder. Omfanget af arbejde har overrasket os i mange af de opgaver, som vi har stået overfor,« fortæller Thomas Møller.
Det er blandt andet Trafikstyrelsen, som har påpeget behovet for flere medarbejdere for, at Great Dane Airlines kan opfylde de krav, som en driftstilladelse kræver. Driftstilladelsen er en tilladelse til at flyve kommercielt. Her har også valget af flytype, skabt lidt udfordringer, oplyser direktøren.
Embraer E195 anvendes nemlig ikke i forvejen af selskaber i Danmark. Derfor har Thomas Møller måttet hele vejen en tur til producenten i Brasilien for at finde line-trænere – omskolingspiloter – til piloterne i Great Dane.
Vi oplever, at mange nordjyske piloter gerne vil hjem og ind i et selskab, hvor de ikke bare er et nummer.
Thomas Hugo Møller, stifter og administrerende direktør, Great Dane Airlines
Har ikke oplevet pilotmangel
Men der har også været mange positive overraskelser. Til trods for at branchen taler om mangel på erfarne piloter, har Thomas Hugo Møller ikke haft svært ved at tiltrække kompetente medarbejdere.
»Vi var til et forum for regionale flyselskaber i Amsterdam. Her undrede de sig over, at vi overhovedet kunne få piloter. Men vi oplever, at mange nordjyske piloter gerne vil hjem og ind i et selskab, hvor de ikke bare er et nummer,« fortæller direktøren, der med mange gode kandidater har måttet bruge mere tid end først troet på ansættelser:
»Det er vigtigt for os både at finde medarbejdere, som har lang erfaring, men samtidig er klar på at skabe en ny kultur her i Great Dane.«
Selv har han også været eksplicit omkring, at man ønsker at være et »ordentligt selskab«. Både passagerer og personalet skal behandles ordentligt. Således har Thomas Møller også mødtes med Flyvebranchens Personale Union, der organiserer og tegner overenskomster for piloter og kabineansatte.
Mange års erfaring
Langt hovedparten af dem, som har søgt ind og fået arbejde i Great Dane Airlines, kommer med mange års erfaring. Blandt piloterne spænder fortiden fra at have fløjet i forsvaret over private luksusjets til ruteflyvning i Asien:
»Enhver byder ind med det, som de har prøvet, og assisterer selskabet,« siger en af de piloter, som har fået job i Great Dane Airlines. Og det samme gælder i kabinen, som er i gang med at diskutere serviceoplægget, da redaktionens udsendte hilser på:
»Der er både fordele- og ulemper ved at servere gratis kaffe ombord. Det lægger en dæmper på at øge mersalget at servere gratis kaffe sammenlignet med, hvis du giver et stykke gratis chokolade, som giver folk lyst til kaffe,« siger en af de kabineansatte.
Både i cockpit og kabine har flere af medarbejderne prøvet, at deres tidligere arbejdsgiver gik konkurs. Thomas Møllers ambitioner om at skabe både gode økonomiske resultater samt give passagererne en god og nærværende oplevelse ombord er således hurtigt smittet af på de mange nye medarbejdere.
Vi drømmer ikke om at gøre som andre. Vi skal ikke vokse hurtigere, end vores organisation kan følge med.
Thomas Hugo Møller, stifter og administrerende direktør, Great Dane Airlines
Vil ikke gøre som andre
Netop med det faktum, at luftfart både er dyr og konkurrencen barsk, opstår spørgsmålet, hvordan Great Dane vil undgå en økonomisk deroute. For ganske vist har selskabet fået den pengestærke, nordjyske, erhvervsmand Eigil Bødker Christensen i ryggen, men luftfart er som bekendt en branche, der har gjort mange milliardærer til millionærer – eller det der er værre.
»Vi drømmer ikke om at gøre som andre. Vi skal ikke vokse hurtigere, end vores organisation kan følge med,« siger Thomas Møller og tæller med fingrene de asketiske øvelser, som Great Dane skal efterleve for at vingerne kan bære mange år ud i fremtiden:
»Vi skal ikke ind i flere markeder, vi skal ikke flyve oversøisk, og vi skal heller ikke have større flytyper. Vi skal flyve regionalt, og det holder vi os til,« lyder det fra direktøren.
Skal have gang i markedsføringen
Den økonomiske bund er allerede lagt med 80 procent af produktionen solgt som charter hos Bravo Tours i hele 2019. Resten skal fyldes ud med egne ruter. Her har passagererne dog ikke bidt lige så hurtigt på, som forventet.
»Vores sommer er sikret på charter, og budgettet for 2019 er indfriet. Det er en forudsætning for at kunne få vores driftstilladelse. Billetsalget på ruterne er lidt under det niveau, vi gerne vil op på, men alene på medieomtale i en weekend solgte vi 200 billetter, så det handler om, vi skal have ordentligt gang i vores markedsføring,« siger Thomas Hugo Møller.
Idéerne til markedsføring går fra de mere traditionelle koncepter til idéer, som foreløbigt har fået lov at ligge i skuffen.
»Vi talte – apropos om vores navn ”Great Dane”, som jo også er navnet på en hunderace – om at lade kendte hunde pryde vores fly. Der er jo mange at vælge mellem også indenfor luftfart som eksempelvis Laika, imens Tin Tins Terry har rejst meget,« siger direktøren med et grin, inden det er tid at hilse af.
Snart skal han videre til det næste møde i rækken af mange, som er en nødvendighed for at alt bliver klar til på fredag den 14. juni 2019, hvor det første fly er programsat til at flyve til Rhodos for Bravo Tours.
Thomas Hugo Møller har oplyst, at Great Dane Airlines forventer at modtage sin endelige driftstilladelse fra Trafikstyrelsen i dag, efter at den tekniske godkendelse er faldet på plads.