Great Dane Airlines går konkurs

Det nordjyske flyselskab Great Dane Airlines har i dag indgivet konkursbegæring. Mange piloter og kabineansatte mister jobbet.

Omkring 80 personer har i dag mistet deres job i forbindelse med Great Dane Airlines’ konkurs. Ifølge avisen Nordjyske skyldes konkursen corona-krisen, og at selskabet ikke havde udsigt til at tjene nok i den kommende vintersæson.

Great Dane Airlines fløj både charter, ad hoc og ACMI, og en stor del af de berørte medarbejdere er medlemmer af Flyvebranchens Personale Union (FPU).

”Vi er meget kede af, at Great Dane Airlines er gået konkurs, og at så mange dygtige piloter og kabineansatte har mistet deres job. Vi arbejder lige nu på højtryk på at afklare situationen, så vi kan tage bedst muligt hånd om vores medlemmer, der står i en svær situation” siger Anders Mark Jensen, næstformand i FPU.

Great Dane Airlines blev stiftet i 2018 og var det første danske selskab, der benyttede flytypen Embraer. Under corona-krisen lykkedes det Great Dane at sikre en kontrakt på charterflyvninger i Vietnam, og en del af de berørte piloter og kabineansatte har det seneste års tid i kortere og længere perioder været udstationeret i Vietnam.

“Vores medlemmer har gjort rigtig meget for at hjælpe selskabet gennem den svære tid, som luftfarten har gennemgået det seneste halvandet år. Mange tog beredvilligt til Vietnam og var klar til at gå langt for at få selskabet gennem krisen. Dagens nyhed er virkelig trist, og vi vil fra FPUs side nu gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe dem,” siger Anders Mark Jensen og oplyser, at FPU er i gang med at undersøge de juridiske aspekter, og at medlemmerne kan forvente at blive kontaktet løbende med medlemsinformation i de kommende dage og uger.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev