FPU’ere opdager fejl på lønseddel: Ansatte i Odense Lufthavn efterbetales næsten 900 overarbejdstimer

Blandt personalet i luftfartsindustrien er det de færreste, som kan prale med, at de kun arbejder mandag til fredag fra otte til 16. Langt hovedparten af de ansatte, hvad enten man arbejder på fly eller i lufthavne, har skæve vagter, weekender og helligdage er ingen undtagelse for at trække i arbejdstøjet.

Overenskomster sikrer imidlertid som oftest personalet betaling for arbejdet på helligdage og skæve tidspunkter. Men en ting er, hvad der står skrevet i en overenskomst. Noget andet er, hvad der sker i praksis.

Det fandt en håndfuld AFIS-operatører i Odense Lufthavn ud af, da de fik kastet et nærmere blik på deres lønsedler.

»Mine kollegaer havde ikke fået tilskrevet timer og erstatningsfri for arbejde på søgnehelligdage,« siger Søren Visselbjerg Kristensen, tillidsrepræsentant for AFIS-operatørerne i Flyvebranchens Personale Union.

AFIS-operatører arbejder i kontroltårnet, hvorfra de leverer de informationer, som piloterne skal bruge for at udføre flyvningen sikkert og effektivt.

Virkede som en formssag – ledelsen trak ud

En optælling af timer skulle vise, at det ikke var småting, det drejede sig om.

453 overarbejdstimer fordelt på fem medlemmer, heriblandt både tidligere og nuværende ansatte. Problemet var opstået i kølvandet af en ny turnus-afregningsmetode, og løsningen virkede for tillidsmanden at se som en formssag.

Men ledelsen i lufthavnen, og dennes ejer, Odense Kommune, fastholdt imidlertid, at man havde udbetalt den rette løn og givet de rette fridage, fortæller Søren Visselbjerg. Tillidsmanden prøvede da at sætte tingene i perspektiv:

»Jeg spurgte lufthavnschefen: Når nu de øvrige ansatte går hjem skærtorsdag og langfredag – blev det så betragtet som afspadsering? Det gjorde det naturligvis ikke, det er jo søgnehelligdage. Hvorfor skal AFIS-personalet så afspadsere, når de arbejder på de dage,« genfortæller Søren Visselbjerg og fortsætter:

»Da var det, at lufthavnschefen sagde, ”du har en pointe”.«

FPU trådte ind i sagen

I HR-afdelingen i Odense Kommune ville man i første omgang ikke købe den præmis og striden endte i et uenighedsreferat. Herefter trådte FPU ind i sagen og rettede henvendelse til Kommuners Landsforening, KL, som nu havde overtaget sagen for arbejdsgiveren.

Fra FPU’s side krævede man organisationsmøde mellem KL og FPU, og da tog sagen en drejning. Med FPU’s henvendelse til KL fik vi en indrømmelse, fortæller tillidsrepræsentanten.

Det ærgrer Søren Visselbjerg, at Odense Kommune skulle trække en simpel sag ud på den måde. Til gengæld glæder det ham, at den også fik sat fokus på de øvrige faggrupper i lufthavnen.

Har efterbetalt næsten 900 overarbejdstimer

Tre fastansatte i brand og redning har således også opnået efterbetaling, fortæller Kim Laustsen på vegne af 3F’erne i lufthavnen.

»Vi har fået fem års tilbagebetaling, og det har givet en hel del løntimer. Vi kører jo med otte ugers rul og er bare mødt ind, også når vagten faldt på en skæv-helligdag,« siger han.

Ifølge 3F Nordhøjfyn drejer det sig om tilsammen cirka 372 timer for de tre ansatte.

Også sikkerhedspersonalet organiseret i Vagt- og Sikkerhedsfunktionærernes Fagforening, som er en del af Serviceforbundet, har fået efterbetalt samlet 66 overarbejdstimer, hvilket bringer den samlede efterbetaling op på 891 timer.

Lufthavnschef: God dialog

Hans Okholm Vejrup er direktør i Odense Lufthavn, og han er glad for, at FPU’erne gjorde opmærksom på fejlen:

»I forbindelse med et systemskifte er der sket en reel fejl, som har gjort, de ikke blev tilgodeset for arbejde på søgnehelligdage. Det har vi nu bragt på plads.«

At medarbejderne ikke i første omgang fik medhold i deres observationer, skyldes ifølge direktøren, at »man bare skulle være sikker på, vi havde fundet den rette fejl.«

»Der har været en god forståelse fra medlemmerne, og det er nu bragt på plads. Vi løb hele vejen rundt for at sikre, at alle medarbejdergrupper nu er blevet betalt korrekt,« siger Vejrup og tilføjer:

»Jeg synes, dialogen har kørt i god ånd.«

Husk og tjek lønsedlen

På vegne af sine kollegaer i kontroltårnet er Søren Visselbjerg Kristensen glad for, at sagen endte godt, og opfordrer til at man generelt tjekker sin lønseddel.

»Husk at tjek din lønseddel, og spørg din tillidsrepræsentant, hvis du er i tvivl, for det kan være meget komplekst.«

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev