Nyuddannede piloter skal være bedre klædt på til at finde job og møde den virkelighed, der kommer efter tiden på pilotskolen. Derfor holder FPU nu jobsøgningskursuser med fokus på at skrive den gode ansøgning, danne netværk og lære, hvilken branche der venter dem.
Nyuddannede piloter skal være bedre rustet til at finde job. Sådan lyder det fra FPUs forbundssekretær Kasper Svendsen, der står bag FPUs nye jobsøgningskurser for nyuddannede piloter. Det første kursus er blevet afholdt, og der er flere på vej.
”Det er vigtigt, at nogen står klar til at skubbe de nyuddannede piloter i den rigtige retning efter skoletiden. Typisk bliver de efterladt af flyveskolerne den dag, de står med deres certifikater i hånden, og så er det op til den enkelte at finde ud af, hvor og hvordan man finder vej til et selskab,” siger Kasper Svendsen.
Det første jobsøgningskursus blev afholdt i februar i FPUs lokaler i Valby, og her gennemgik Kasper Svendsen, der tidligere har arbejdet for blandt andet Cityjet, Ryanair og JetTime sine egne ansøgninger med et kritisk blik. Derudover fortalte han blandt andet om de tekniske aspekter ved de påkrævede tests og personlige interviews og om kulturelle forskelle mellem nationale og internationale luftfartsselskaber.
Nyuddannede piloter skal have ordentlig løn og gode vilkår
Til kurset deltog udover Kasper Svendsen også job- og karriererådgiver Sally Lakolk fra Min A-kasse. Hun fortalte om det generelle arbejdsmarked, mens Kasper Svendsen gik i dybden med de specifikke krav og arbejdsgange i luftfart.
”FPU inviterer til kurser som dette for at gribe den nye generation af piloter. De er blevet færdiguddannet i en svær tid for luftfarten, og de skal klædes bedst muligt på, så de både finder et job og lærer, hvilke rettigheder de har,” siger Kasper Svendsen, der mener, at det er vigtigt, at de unge i jobsøgningsprocessen også bliver bekendt med, hvad overenskomster og fagforeninger betyder for deres kommende karriere.
”Jeg ved, at selskaber, der ikke har overenskomst, udnytter nyuddannede piloter, der helt forståeligt er villige til at acceptere meget for at få lov til at få flyvetimer. Jeg startede selv min karriere hos Ryanair uden at vide meget om fagforeninger og mine rettigheder, men der lærte jeg, hvor vigtigt det er at være organiseret. Vi skal som fagforening kæmpe for, at de unge, nyuddannede piloter hjælpes på vej til en ordentlig løn og ordnede vilkår.”
Vigtigt at hjælpe den nye generation i gang
Kasper Svendsen arbejdede som pilot i 10 år, men er i dag forbundssekretær i FPU. Her deltager han blandt andet i overenskomstforhandlinger, og han taler de flyvendes sag over for politikere og en lang række andre aktører. En af hans mærkesager er, at pilotelever, nyuddannede og piloter, der netop er blevet ansat, skal hjælpes ind i branchen på bedst mulig måde.
”Hvis vi skal værne om de vilkår, som de ældre generationer i luftfart har kæmpet for og sikret, er det vigtigt, at vi hjælper den nye generation med at få så god en start som mulig i branchen. Vi skal stå sammen som faggruppe, og én af de helt konkrete måder, vi kan stå sammen på, er ved at klæde nyuddannede på til mødet med luftfartsbranchen,” siger Kasper Svendsen.
”Jeg ville ønske, at vi kunne sende hver og en i job med det samme. Jeg kan godt huske, hvordan banken presser på for at få deres penge tilbage, og hvordan familie og venner kan stå på nakken af en for at høre, om man nu ikke snart har fundet et job. FPU har selvfølgelig ikke jobs at dele ud, men vi forsøger på bedste vis at give et skub i den rigtige retning, så vi kan hjælpe de unge mennesker på vej til den bedste start på karrieren,” siger Kasper Svendsen.
Næste kursus afholdes den 16. maj. Tilmelding kan ske her.