F-35-kampfly bliver første danske bidrag til ny NATO-mission

Fire danske F-35-kampfly bliver en del af NATOs Arctic Sentry, der begynder i dag (13. februar, 2026, red.) Indsættelsen sker under dansk kommando, og efterfølgende vil de danske F-35 gennemføre allerede planlagt træning med svenske Gripen-kampfly.

”Vores F-35-bidrag styrker den samlede tilstedeværelse i regionen og understreger Danmarks rolle som en aktiv allieret i Arktis og Nordatlanten,” siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen i en pressemeddelelse.

Formålet med Arctic Sentry er at demonstrere NATO’s aktive tilstedeværelse og overvågning i Arktis.

“Med Arctic Sentry styrker vi NATO’s evne til afskrækkelse i Arktis og Nordatlanten. Det er øvelsen på Island, hvor det danske og det svenske flyvevåben samtræner, et stærkt eksempel på,” siger forsvarschef Michael Wiggers Hyldgaard.

De danske F-35-kampfly har i de seneste uger ligeledes deltaget i Operation Noble Defender i Arktis. Operationen er en årligt tilbagevendende aktivitet under det amerikansk-canadiske North American Aerospace Defense Command (NORAD).

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev