Er den luft som piloter, kabineansatte og passagerer indånder i kabinen på et fly giftig? Spørgsmålet er stærkt omdiskuteret og forskningen er på ingen måder enig om sammenhængen mellem indånding af luften i en flykabine og helbredsmæssige problemer.
Nu vil britiske Easyjet imidlertid installere filtre, der skal fjerne giftige stoffer i luften, rapporterer Telegraph Travel og The Sunday Times.
Flyselskabet fortæller til The Sunday Times, at »helbredsbekymringer« har ført til et kommercielt samarbejde med Pall Aerospace om udviklingen og design af et nyt filtreringssystem for kabineluft. Systemet skal sættes i drift på testbasis i Easyjets fly allerede næste år.
Afviser gift-initiativ
Når et fly flyver i 10 kilometers højde, er luften for tynd til at man kan trække vejret. Luften komprimeres derfor via et luftindtag fra flyets motorer. I denne proces afkøles luften, men den filtreres ikke. Det er denne luft, som EasyJet nu vil installere filtre på samt en censor, som skal fange giftige dampe.
Easyjet afviser imidlertid, at initiativet skulle hænge sammen med, at selskabet tager part i debatten om langsigtede helbredsproblemer som følge af arbejde eller ophold i flykabiner:
»Uafhængig medicinske studier har ikke fundet bevis for et sådan link (mellem kabineluften og langsigtede helbredsproblemer red.),« siger selskabet til Telegraph Travel og forklarer i stedet:
»Easyjet samarbejder med Pall Aerospace om at reducerer hændelser med unormale lugte og gasser i kabinen. Disse hændelser kan have kortsigtede påvirkning på helbred og kan føre til forstyrrelser i flyvningen.«
67 sager om sygdom af kabineluft
At luften i en flykabine skulle være giftig har længe været afvist blandt flyselskaber, imens kritikere har fastholdt, at kabineluft skulle være giftig og tilmed skyld i adskillige dødsfald blandt piloter.
Den britiske fagforening Unite oplyser ifølge The Telegraph, at man sidste år kørte 67 sager mod britiske flyselskaber vedrørende tidligere og nuværende kabineansatte, som siger, de skulle være blevet påvirket af forurenet kabineluft.
Imens har de britiske luftfartsmyndigheder, The Civil Aviation Authority (CAA), fastholdt, at de ikke findes bevis for, at kabineluften er helbredsskadelig. Dog har CAA i et nyligt statement til Telegraph Travel sagt, en sådan sammenhæng »ikke kan udelukkes.«
CAA har videre promoveret en ny hjemmeside fra nationale sundhedsvæsen, som skal tage hånd om ofrer for kabinedampe, og som en del af promoveringen skriver CCA, at »der er stærkt bevis for at nogle mennesker oplever akutte symptomer som følge af kabinedampe.«