Disse konsekvenser kan coronavirus få for dit job – her er de opdaterede svar

Hvad sker der, hvis du som kabineansat eller pilot bliver ramt af karantæne eller smitte? Eller når krisen påvirker dit selskabs produktion? Juristerne fra Min A-kasse og FPU giver dig svarene.

Opdateret 23. marts kl. 15.00:  Lige nu påvirkes de ansatte og luftfartsbranchen i voldsom grad af corona-virussen og inddæmningstiltagene foretaget af Danmark og resten af verden. Alle rejser ud af Danmark frarådes, og den danske grænse er nu lukket for ikke-anerkendelsesværdig indrejse. Resultatet er nedlukninger og hjemsendelser. Medlemmerne har stillet spørgsmålene, vi giver svarene.

FAQ’en er delt op i tre dele:

  • Restriktionerne i forhold til rejser og arbejde
  • Smitte og karantæne
  • Redningsplaner, hjemsendelse og understøttelse

Hvis der er svar du mangler i artiklen nedenfor, så kan du også orientere dig i FH’s FAQ. Vi vil desuden anbefale at orientere dig løbende på Sundhedsstyrelsen side om Corona, hvor du kan læse om de generelle anbefalinger og opfordringer, der gælder for hele samfundet. Du kan desuden orientere dig på Udenrigsministeriets rejsevejledning.

Restriktionerne i forhold til rejser og grænselukning

Transportministeriet har oplyst, at man har besluttet at forbyde flyvninger til Danmark fra de lande eller regioner, hvortil alle rejser frarådes (de ”røde” områder). Forbuddet gælder indtil videre i 14 dage, men forventes forlænget, såfremt der er behov herfor. Transportministeriet følger udviklingen og vil udvide forbuddet til yderligere områder, såfremt de bliver identificeret som røde. For yderligere information se transportministeriets hjemmeside.

– Kan jeg sige nej til en rejse?

Beder din arbejdsgiver dig om at rejse, kan du sige nej, hvis Udenrigsministeriets rejsevejledning fraråder alle rejser til landet (de røde områder) – ellers ikke.

Rejser til andre områder (de orange områder) frarådes af udenrigsministeriet, hvis de ”ikke er nødvendige”. Det vil altid være en konkret vurdering om en rejse er nødvendig. En tjenesterejse som pilot eller cabin crew kan ikke automatisk betegnes som en ”ikke-nødvendig rejse”, du er derfor som hovedregel forpligtet til at gennemføre rejsen.

Dog kan du få en lægeerklæring, hvis dit helbred af den ene eller anden grund er skrøbeligt, og du dermed er ekstra udsat.

– Hvad hvis jeg er på tjenesterejse (eller gør ophold i andet land mellem flyvninger?)

Har du været på forretningsrejse og bliver sat i karantæne derefter, enten af myndighederne eller af din arbejdsgiver, skal din arbejdsgiver betale din løn under karantænen. Bliver du smittet i forbindelse med dit arbejde og herefter sendt i karantæne, skal din arbejdsgiver betale din løn. Det er vigtigt at bemærke, at gennemrejse af et risikoområde ikke nødvendigvis medfører behov for karantæne.

– Hvad sker der, hvis jeg ikke kan komme hjem fra en ferie på grund af aflyste fly eller lignende?

Du vil have lovligt forfald og vil ikke kunne blive opsagt, men du kan ikke forvente at modtage løn eller andre ydelser under fraværet. Hvis du rejste til et af de lande, hvor Udenrigsministeriet på tidspunktet for afrejsen frarådede man rejste til, så kan du risikere at blive opsagt eller bortvist.

Er jeg i risiko, hvis jeg har været i transit i en lufthavn i et risikoområde?

Nej, hvis du har været i transit i mindre end 12 timer, så vurderer sundhedsmyndighederne ikke, at der er behov for særlige forholdsregler, medmindre du selvfølgelig har været i konkret kontakt med en, der har symptomer på Corona-virus.

Jeg er svensker og arbejder i Danmark, hvad betyder grænselukningen for mig?

Al ikke-anerkendelsesværdig indrejse er forbudt. Men det må betragtes som værende legitimt at skulle på arbejde. Men man skal nok forvente ekstra kø.

Hvad med min rating, medical og flyvecertifikat?

EASA har meldt ud til medlemsstaterne, at der i forbindelse med krisen vil være en udvidelse af gyldighedsperioden for alle ovenstående dele for alle crew.

Smitte og karantæne

Hvem kan risikere at komme i karantæne?

På nuværende tidspunkt er der ikke udstedt et direkte karantænepåbud fra de danske myndigheder til rejsende, som har været i nogle af de særligt ramte områder (se listen over områderne i linket ovenfor). Udenrigsministeriet har alene opfordret hjemvendte rejsende fra de pågældende områder til at blive hjemme i 14 dage. Dermed er det (endnu) op til den enkelte om man vil gå på arbejde og dermed fortsat modtage løn.

Det må dog kraftigt tilrådes, at hjemvendte rejsende, der har besøgt de ramte områder, orienterer sine arbejdsgivere om rejsen, og følger myndighedernes anbefalinger.

Arbejdsgiveren kan herefter vælge at suspendere den hjemvendte medarbejder af frygt for smittespredning til de øvrige medarbejdere, men dette indebærer ikke løntab for den suspenderede medarbejder. Suspensionen kan og bør tidsbegrænses, fx til 14 dage.

– Hvornår anbefaler Sundhedsstyrelsen, at man bliver hjemme i 2 uger?

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man bliver hjemme i to uger, hvis man efter den 2. marts 2020 kommer til Danmark fra et af de særlige risikoområder, hvortil alle rejser frarådes pga. coronavirus/COVID-19. Disse områder er i Udenrigsministeriets rejsevejledninger markeret med rød (vi fraråder alle rejser). Sundhedsstyrelsen anbefaler ikke, at man bliver hjemme, hvis man kommer fra et område, der i Udenrigsministeriets rejsevejledning er markeret med gul (vær ekstra forsigtig) eller orange (ikke-nødvendige rejser frarådes).

HVIS der på et tidspunkt udstedes et påbud om karantæne til danske lønmodtagere på det private arbejdsmarked, gør det ingen forskel om påbuddet var udmeldt efter din afrejsedato. Karantænen træder i kraft med øjeblikkelig virkning, uanset hvornår den enkelte person rejste til fx Norditalien. I den situation vil lønmodtageren, som reglerne er nu, være forpligtet til at blive hjemme og vil sandsynligvis miste sin ret til løn i karantæneperioden.

Hvis en lønmodtager vælger at rejse til et af de særligt ramte områder (se listen over områderne i linket ovenfor) efter de danske myndigheder har udstedt et påbud om karantæne vedrørende det pågældende område, vil det muligvis kunne sidestilles med selvforskyldt sygdom og få ansættelsesretlige konsekvenser, som fx afskedigelse for den pågældende lønmodtager.

Hvis jeg bliver smittet, har jeg så ret til løn under sygdom?

Det har man selvfølgelig, hvis man er ansat som lønmodtager og har hjemmebase i Danmark.

Hvad sker der, hvis man bliver sat i karantæne?

Bliver du sat i karantæne uden at være smittet med corona-virussen (eller er syg i øvrigt) i forbindelse med en ferie, og bliver du derfor forhindret i at vende tilbage på arbejdet som forventet, er det force majeure. Du kan derfor ikke blive afskediget for at udeblive fra dit arbejde, men du har som udgangspunkt ikke ret til løn.

Ofte vil du dog kunne finde en løsning med din arbejdsgiver, hvor du enten arbejder, mens du er i karantæne, eller indhenter det forsømte senere.

– Hvad sker der, hvis min arbejdsgiver frygter, at jeg er smittet?

Ønsker din arbejdsgiver ikke, at du kommer på arbejde af frygt for smitte, men ingen myndigheder har sat dig i karantæne, skal din arbejdsgiver betale din løn.

I det hele taget er det meget vigtigt, at man følger myndighedernes anvisninger, hvis man vil beholde sine rettigheder.

Redningsplaner og understøttelse

Hvordan står jeg, hvis min arbejdsgiver beder mig om at gå ned i tid, hjemsendelse eller på orlov som følge af lavere produktion?

Det er først og fremmest vigtigt, at en nedgang eller ændring i arbejdstid (det kan være fra fuldtid til deltid eller i form af orlov) følger bestemmelserne i din overenskomst eller arbejdskontrakt. Det vil særligt sige varslingsbestemmelserne, der som udgangspunkt vil sige, at en sådan ændring af arbejdsforholdene først kan ske om flere måneder. Derfor skal der laves en særlig lokal aftale herom, hvor FPU og din tillidsrepræsentant er invovleret. Hvis din arbejdsplads gør det, så vil I kunne få dagpenge via Min A-kasse, hvis man er medlem af en a-kasse.

Desuden er der mulighed for at bruge trepartsaftalen om lønkompensation. SE NEDENFOR.

Lige nu er FPU desuden i gang med at lave flere af denne slags aftaler med selskaber. I disse aftaler arbejder vi desuden for at sikre mulighed for:

  • Dagpenge/Supplerende dagpengedækning (hvis man er medlem af en A-kasse)
  • Dækning under Lønmodtagernes Garantifond, hvis dit firma alligevel går konkurs på trods af en kollektiv orlovsaftale
  • Som alt overvejende hovedregel kompenserer LG den tabte PÅREGNELIGE løn som det enkelte medlem ville have modtaget i en opsigelsesperiode, såfremt virksomheden ikke var gået konkurs. Derfor er det vigtigt, at der i aftalerne kommer en tidsbegrænsning på deltid/orlov.

Kan trepartsaftalen om en midlertidig lønkompensationsmodel til fyringstruede bruges på min arbejdsplads?

Sidste søndag kl. 12.00 præsenterede FH, DI/DA og regeringen en såkaldt trepartsaftale. Den gælder for det antal ansatte som virksomheden vurderer ellers ville blive opsagt som følge af nedskæringer, forudsat at der er tale om mindst 30 % af den samlede medarbejderstab eller mindst 50 medarbejdere. Hvis virksomheden fx vurderer, at alle ansatte vil blive opsagt på grund af nødvendige nedskæringer, vil alle ansatte kunne hjemsendes med fuld løn og med deraf følgende lønkompensation (på 75% af lønnen, men maksimalt 23.000 af staten), der i første omgang går til virksomheden. Aftalen gælder i perioden 9. marts til 9. juni 2020. Når hjemsendelsen ophører, skal medarbejderen returnere til sin stilling på de vilkår, der var gældende umiddelbart forud for hjemsendelsen

I kan lave aftaler, der passer til jer lokalt, og det er op til jer at vurdere, om I for en periode vil ændre jeres vilkår. Uanset, hvad I vælger, vil I stadig kunne benytte kompensationsmodellen og få adgang til de 23.000 kr. I skal selvfølgelig være klar over, hvad en eventuel ændring af vilkår får af betydning for LG-dækning i tilfælde af en konkurs. Men her vil FPU’s juridiske team selvfølgelig assistere jeres tillidsvalgte

Hvordan er mulighederne for dagpenge, hvis jeg går på nedsat tid eller på orlov, eller hvis jeg bliver afskediget?

En grundlæggende forudsætning for at få dagpenge, er, at du er medlem af en A-kasse og har været det mindst ét år. Det er et medlemskab, du skal have oprettet udenom om dit faglige medlemsskab i FPU. Her vil vi anbefale Min A-kasse, hvor de fleste flyvende i Danmark står. Min A-kasse har også en god FAQ om dagpenge. Og vi vil i det hele taget anbefale, at du tager fat på din A-kasse med dagpengespørgsmål

MEN det er dog vigtigt (som anført lige ovenfor), at du snakker med din tillidsrepræsentant eller FPU inden, du accepterer orlov eller nedgang i arbejdstid. Det er nemlig afgørende, at din eventuelle ledighed ikke kan betegnes som værende selvforskyldt.

Kan min arbejdsgiver inddrage min allerede planlagte ferie, hvis han har brug for, at jeg kommer på arbejde?

Er din ferie påbegyndt, kan ferien ikke inddrages.

Er ferien endnu ikke påbegyndt, kan den inddrages, hvis væsentlige upåregnelige driftsmæssige hensyn gør det nødvendigt. Det vil sige, at der skal meget til, for at din arbejdsgiver kan inddrage din ferie, men situationen med coronavirus er alvorlig, og der kan sagtens opstå situationer, hvor arbejdsgiveren kan inddrage ferie. Er du i tvivl, så kontakt FPU.

Kan min arbejdsgiver pålægge mig at holde ferie uden varsel?

Normalt skal hovedferie varsles med 3 måneders varsel og restferie med 1 måneds varsel. Hvis særlige omstændigheder hindrer, at arbejdsgiveren anvender det fulde varsel, kan ferien varsles med et kortere varsel. Der vil være tale om en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde af, om din arbejdsgiver kan varsle ferie med kortere varsel. Du anbefales derfor at tage kontakt til FPU,
hvis din arbejdsgiver varsler ferie med forkortet varsel. Som regel gælder der samme varslingsregler for feriefridage.

Hvad har I gjort for at få politikerne på banen?

Allerede i sidste uge henvendte vi os til regeringen med henblik på at sikre likviditet i branchen. Et arbejde, du også kan følge i pressen. Vi opfordrede desuden til lønkompensationsmodellen, som nu er kommet endeligt på plads.

Men det vigtigste for vores branche lige nu er likviditet, så der er arbejdspladser tilbage, når flyene igen skal på vingerne. FPU og arbejdsgiverne har den seneste uge skubbet på for at få en løsning i forhold til selskabernes likviditetsudfordringer.

Torsdag den 19. marts præsenterede regeringen og et enigt Folketing en historisk stor hjælpepakke med tiltag, der skal holde hånden under trængte virksomheder. Tiltagene falder fint i forlængelse af det brev som FPU sendte den 13. marts, og det arbejde vi i samarbejde med arbejdsgiverne har gjort for få sikret likviditet og tryghed om luftfartens økonomi imens flyene står – mere eller mindre – stille. Den særligt interessante del af hjælpepakken er den del, der handler om særligt ramte selskaber – her er luftfarten specifikt nævnt. Pakken giver mulighed for, at selskaber, der mister 80-100 pct. af deres indtægter, kan få dækket 80 pct. af deres omkostninger i en periode på tre måneder. Her kvalificerer luftfarten sig jo voldsomt. Der er dermed tale om en håndsrækning, som de fleste danske luftfartsselskaber kan bruge, og som faktisk kan holde hånden under økonomien. Vi har dog også påpeget (i samarbejde med DI), at det loft, der er sat i aftalen, vil afholde særligt hårdt ramte, større virksomheder fra at få fuld gavn af hjælpepakken. Vi har tiltro til, at regeringen og partierne kommer til at levere indenfor den allernærmeste fremtid til disse selskaber.

Herudover er der blevet spændt et sikkerhedsnet ud i form af statsgaranterede lån og en statslig garanti til rejsegarantifonden på 1,5 milliarder kr. til at understøtte rejseselskaberne. Og tidligere på ugen kom den danske + svenske stat med en håndsrækning til SAS i form af i alt 3 milliarder svenske kroner.

Hvad savner FPU fra politikerne?
Vi mangler som sagt svar på, hvordan omkostningsdækningen reelt også kan omfatte større selskaber såsom Jet-Time og Sunclass – men det er vi fortrøstningsfulde i forhold til, at regeringen og partierne leverer på. Mindre fortrøstningsfulde er vi i forhold til Norwegian og den utilstrækkelige hjælp som den norske regering, indtil videre har tilbudt. Her arbejder vi sammen med vores søsterforeninger i primært Norge samt Norwegian-piloternes transnationale foreninger på at få noget bedre på bordet.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev