DAT har fløjet strejkeramt produktion i Irland

Det danske flyselskab DAT har wetleaset fly til det irske flyselskab Aer Lingus. Wetleasen har blandt andet fundet sted i et tidsrum, hvor Aer Lingus’ piloter strejkede.

Piloterne i Irlands nationale flyselskab Aer Lingus strejkede lørdag 29. juni i otte timer. Piloterne og selskabet er uenige om piloternes løn, og striden har ifølge Irish Times ført til mere end 400 aflysninger.

Strejken forhindrede dog ikke Aer Lingus i at hyre wetlease-operatører til at gennemføre flyvninger i strejkeperioden. DAT har haft to Airbus 320 i Dublin til at flyve til europæiske destinationer for Aer Lingus, mens Aer Lingus-piloterne strejkede.

Det betyder, at DAT-piloter på dansk overenskomst kan have udført flyvninger i strejkeperioden, og det vækker vrede hos DAT-piloternes fagforening FPU, at piloterne er blevet sat i den situation.

”Det er en helt forkastelig opførsel fra de to flyselskabers side. Vi er ved at undersøge, hvor mange af vores medlemmer der uforvarende er blevet en del af det her. Vores medlemmer var ikke adviseret om, at de blev inddraget i en konflikt, og selskaberne har opført sig helt skruppelløst,” siger Thilde Waast, der er formand for FPU.

FPU: Amoralsk at DAT sender piloter til konflikt

Konflikten mellem Aer Lingus og dets piloter begyndte den 26. juni med en såkaldt work-to-rule. Samme dag begyndte de to DAT-fly at flyve fra Dublin til blandt andet Santorini og Tenerife.

Work-to-rule er en faglig aktion, hvor de ansatte kun yder, hvad der er aftalt i kontrakten og intet derudover, for at sløve arbejdsgangen. Det bruges i udlandet, men anses for at være en ulovlig arbejdsnedlæggelse i Danmark.

I strejkeperioden mellem kl. 05-13 lørdag den 29. juni fløj DATs fly fra Dublin til Milano og Budapest.

”Vores medlemmer skal ikke sendes til Dublin, mens Aer Lingus og deres piloter ligger i konflikt, uanset om det er en strejke, eller om det er en anden form for arbejdsnedlæggelse. Det er amoralsk, at DAT har gjort det, og vi har meddelt DAT, at vi forventer, at alle overenskomstdækkede DAT-piloter hentes hjem, og at de øjeblikkeligt ophører med at sende flere derover,” siger Thilde Waast.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev