De kabineansatte på SAS Connects base i Heathrow får ikke nok løn. Det mener deres fagforening Unite the Union.
Derfor varsler de 130 ansatte strejke hen over julen den 22., 23., 24. og 26. december. 98 procent af medlemmerne stemte for at gå i konflikt.
Modsat de danske SAS Connect-kabineansatte har de britiske mulighed for at strejke, hvis de er utilfredse med løn og arbejdsforhold.
Fordi SAS Connect i Danmark er gået ind i det brede 1. marts-forlig, kan de kabineansatte kun strejke, hvis resten af det generelle arbejdsmarked – ca. 700.000 lønmodtagere – stemmer for en konflikt. Sidst skete det i år 1998.