I over otte måneder har Babcocks danske helikopterpiloter, der flyver til oliefelter i Nordsøen, arbejdet uden en overenskomst. Nu har Babcock solgt den danske afdeling, uden at overenskomstforhandlingerne er gået i gang.
Helikopterfirmaet Babcock Denmark A/S, der flyver fra Esbjerg Lufthavn til oliefelter i Nordsøen, har endnu ikke tegnet en overenskomst for selskabets helikopterpiloter, og det er kritisabelt, lyder det fra FPU’s formand Thilde Waast, der repræsenterer helikopterpiloterne.
FPU lagde et overenskomstkrav i december 2020, kort før at Babcock overtog driften fra NHV.
“Vi har stadig ikke et reelt forhandlingsforløb i gang. De er villige til at mødes med os, men siger samtidig, at de ikke kan diskutere overenskomst, fordi de er i en salgsproces. Det er simpelthen ikke godt nok. Vores medlemmer fortjener en overenskomst, så de kan få ordnede forhold,” siger Thilde Waast.
Maersk Oil stod i mange år for olieinstallationerne, som Babcock flyver ud til, men de blev i 2017 solgt til Total, som nu er den største operatør i den danske del af Nordsøen.
Årelang kamp for ordentlige vilkår
I april annoncerede Babcocks moderselskab, at det ville frasælge dets olie- og gasforretning til det canadiske helikopterfirma CHC. Den handel er netop faldet endeligt på plads og betyder, at CHC overtager flyvningen fra Esbjerg til Totals olieinstallationer.
CHC, NHV og en række andre helikopterfirmaer havde også budt på kontrakten for helikoptertransporten til og fra olieinstallationerne i Nordsøen, men måtte sidste år se sig slået af Babcock, der overtog driften 1. januar 2021.
“I årevis har vi kæmpet for at bevare vilkårene for helikopterpiloterne på præcis den samme produktion, men de gentagne budrunder gør, at vi skal starte forfra hver gang med at sikre vilkårene. Det er de samme piloter, der ender med at være på produktionen, fordi de er kompetente og har erfaring på produktionen, men de skal hele tiden søge deres eget job på andre vilkår, når det har været i udbud,” siger Thilde Waast.
Babcock, der også driver luftambulance og har budt på den danske lægehelikoptertjeneste, har begrundet salget med, at selskabet ønsker at strømline sin virksomhed.
“Nu er handlen faldet på plads. Vi har haft respekt for, at der var en salgsproces, men nu er det på høje tide, at vi får en overenskomst på plads hurtigst muligt,” siger Thilde Waast.