I anledning af FPUs 50 års jubilæum og udgivelsen af en jubilæumsbog tidligere i år talte vi med en række nuværende og tidligere FPU-medlemmer om deres oplevelser i luftfart. Nogle har været med fra start i de gyldne tider, andre har færre år i luftfart på bagen. Fælles for dem alle er kærligheden til og glæden ved at flyve. Deres historier er med til at danne et billede af FPU og af luftfart, som det har været, og som det er nu. I en ny serie, “Medlemmerne fortæller,” på luftfart.nu deler vi disse portrætter.
Aksel Lytzen, pilot
Star Air, tidl. Aviation Assistance.
F. 1970. Medlem af FPU 1999.
Arbejde for FN i Afrika
Jeg fik mit første certifikat i 1989 og kom i Flyvevåbnet, hvor jeg fik min grundlæggende uddannelse. I 1996 kom jeg ind i et dansk selskab, Aviation Assistance, der arbejdede i udlandet for NGOer som FN, Røde Kors, og Læger Uden Grænser. Vi var store inde for kontraktarbejde, og jeg arbejdede i Afrika i to år. Jeg startede i Sierra Leone og var der i otte måneder. Vi stod til rådighed for FN til at flyve medical evacuations og til at transportere diplomater og FN-observatører. Vi sluttede af med at lave en evakuering af hovedstaden Freetown, da rebellerne stort set fik kastet FN ud af Sierra Leone.
FN oprettede en menneskerettighedsdomstol med i Arusha i Tanzania i forbindelse med folkedrabet i Rwanda. I fem måneder fløj vi ind og ud af Rwanda og andre dele af Afrika for at hente folk, der skulle forsvare sig i forbindelse med folkemordet. Man vænner sig til, at alt ikke er som i Danmark, og det unormale bliver normalt. Jeg var 28 år, og ham, jeg fløj med, havde samme alder. Man fik en flyver og en opgave, som man skulle løse. De opgaver, vi fik af FN-folkene var et arbejde ligesom alt muligt andet, men det var med krig og ulykke omkring os. Det er de steder, hvor FN kommer.
Star Air
I 1999 fik jeg job i Star Air i Tyskland. De ringede til mig en fredag i Tanzania og spurgte, om jeg kunne komme til jobsamtale om mandagen. Torsdagen efter startede jeg hos dem. Det var ikke planen, at jeg skulle væk fra Afrika, men jeg så det som en god mulighed for at komme ud og få noget mere stabilt væk fra krigszoner og spændte situationer.
Jeg havde kun tænkt mig at være der et års tid, for jeg havde en drøm om at flyve ud af Danmark, og den var ikke blevet mindre efter Afrika. Men jeg kom ind i et godt arbejdsmiljø, og der var en super god ånd i firmaet. Direktøren spurgte mig til jobsamtalen, om jeg var klar til at gå en ekstra mil for firmaet. Så siger man selvfølgelig ja. Men så sagde han også: ”Vi går en ekstra mil for dig, hvis du går en ekstra for os.” Og det var den måde, man opererede på i Star Air.
Vi har én stor kunde i Star Air. Det er UPS. Når UPS siger hop, så hopper vi. Vi flyver mest i Europa ud fra Köln, som er UPS’ hovedhub. Alt, hvad der kommer fra Asien og USA til Europa, kommer gennem Köln, og vi flyver det videre ud til de europæiske lande. Vi er primært to mennesker om bord, og jeg kan godt savne at have kontakten med kabinen og gå ud og få en kop kaffe med folk.
Vi har fået meget mere at lave, efter at coronakrisen ramte. Normalt bliver en del af den fragt, der skal flyves rundt, lagt i bagageområderne på passagerfly, men da de ikke flyver så meget, har vi fået en større volume. Star Air har haft tyve flyvninger til Kina, blandt andet til Wuhan, hvor virussen startede, for at hente værnemidler. Det er lidt surrealistisk.
Bestyrelsesarbejde
Jeg er formand for DALPA og har hjulpet til i FPUs bestyrelse på afstand fra udlandet lige siden 2006. I FPU havde vi en stor krise i slutningen af 2000erne. FPU består af en hel masse medlemmer fra konkurrerende firmaer, og foreningen begyndte at falde fra hinanden. Vi var tæt på kollaps. Flere af os mente, at vi måtte lægge det bag os og få styring på FPU. Vi skulle have nogle mål at stræbe efter, og vi skulle stå sammen i de forskellige foreninger. En af de meget ambitiøse mål, som vi satte, var, at vi skulle samle alle danske underafdelinger af piloter, stewardesser og AFIS-operatører. Alle skulle have en plads og blive hørt i en forening, hvor man rent faktisk arbejdede sammen. Det lykkedes os stort set at få samlet dansk luftfart et sted. Alle danske piloter i Danmark, på Grønland og på Færøerne er samlet i FPU lige på nær de piloter, der er i DPF. Lokalforeningerne har stadig deres egen kasse og bestemmer selv, hvad der er vigtigt for dem, men alle er med i et fællesskab, hvor vi kan trække på erfaringen, og hvor vi kan løfte i flok.
Situationen i luftfart er ret desperat nu, og vi er nødt til at tænke ud af boksen og få arbejdstagerne, beslutningstagerne og ejerne af firmaerne til at arbejde sammen. Vi har alle sammen et problem, og opgaven er ret simpel. Vi skal klare det sammen. Enten kommer vi ud som tabere sammen, eller også kommer vi ud som vindere sammen. Jeg er rimelig fortrøstningsfuld og tror, at vi kan gøre det. Måske bliver det ikke med armene over hovedet, men jeg er optimistisk med, at vi kan klare udfordringerne, og det skal i hvert fald ikke hedde sig, at vi ikke gjorde alt, hvad vi kunne.
Tiden nu minder mig om dengang, da FPU var i knæ. Det er i krisen, at man er bedst til at bygge broer og løse ting, der er større end ens egne behov. Jeg er stolt af at have været en lille del af den transition, som FPU har været igennem fra at være en stort set ukendt lille forening uden egentlig slagkraft og bevågenhed til en forening, der på mange måder tør tage teten.