Afgående kabineformand i BRA: ”Det har været en kæmpe gave at forhandle sammen med piloterne”

Sebastian Kolagar kommer til at savne sine engagerede kollegaer, som brænder både for ordentlige arbejdsvilkår og hinanden. Han har været formand for kabineforeningen i BRA i 2,5 år, men efter BRAs Airbus-produktion er ophørt, stopper han i selskabet.

Hvad har du været mest stolt over som TR?

BCUD er en ung forening, kun 2,5 år gammel, men vi er nået i mål med rigtig meget.

Fra det øjeblik vi oprettede kabineforeningen i Braathens, var vi alle enige om, at den skulle være et anker for fællesskabet i arbejdet.

Man ser ikke altid ens kollegaer i luftfart, og derfor er det endnu vigtigere at vide, at kollegaerne bakker op om hinanden. Det har vi været gode til i BCUD, og den kultur, vi har skabt, hvor fællesskab og engagement står i centrum, er jeg stolt over at have repræsenteret.

Hvordan var det at forhandle overenskomst sammen med FPU og pilotforeningen BAPU?

Det har været en kæmpe gave, at piloter og kabineansatte kunne forhandle sammen med FPU og dele målet om at strømline og forbedre arbejdsforholdene i BRA.

Når vi har siddet ved forhandlingsbordet sammen med piloterne, har det givet en gensidig forståelse for de udfordringer, cockpittet og kabine hver især stod overfor. Det afspejler sig også i de resultater, vi har opnået.

Under overenskomstforhandlingerne har Anders [Mark Jensen, næstformand i FPU, red.] været forhandlingsleder for kabine- og pilotforeningen. Og her har han rummet to meget forskelligartede persontyper og personalegrupper, hvilket jeg er enormt glad for.

Du stopper her i det nye år i BRA. Hvad vil du sige til dine medlemmer?

Jeg vil sige tak.

Medlemmerne har udvist en stor tillid til det arbejde, jeg blev valgt til at forvalte. Forholdet til ledelsen har været godt, og en stor del af den fortjeneste er medlemmernes.

Hvad kommer du til at savne mest ved BCUD?

Jeg kommer til at savne at repræsentere en gruppe mennesker, der brænder så meget for deres jobs og arbejdsvilkår.

Mine kollegaer er enormt kompetente, og under de forhandlinger, vi har haft sammen med piloterne, er folk virkelig blomstret.

Det har været skønt at se, og det bliver svært at sige farvel til.

Sebastian Kolagar har været formand for BCUD i 2,5 år. Inden da arbejdede han i SAS Link.

BRA har både haft Airbus og ATR-produktion. På grund af underskud lukkede Airbus-produktionen i efteråret 2025.
Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev