De nordiske pilotforbund er gået sammen med en kritik af SAS, efter at selskabet har opsagt formanden for de svenske SAS-piloter.
SAS’ handlinger markerer en dybt bekymrende udvikling, og selskabet gambler med de ansattes tillid til, at de kan ytre sig uden frygt for repressalier.
Sådan lyder det i en fælles udtalelse fra det danske, svenske og norske pilotforbund, efter at SAS har opsagt formanden for de svenske SAS-piloter og givet en skriftlig advarsel til formanden for de norske SAS-piloter.
”Afskedigelsen af fagforeningsformand Mattias Åman Thiel og den skriftlige advarsel, der er givet til fagforeningsformand Roger Klokset, er en dybt bekymrende udvikling i forholdet mellem SAS og selskabets valgte repræsentanter for piloterne,” lyder det i en fælles udtalelse fra de skandinaviske pilotforbund.
Den fælles udtalelse er underskrevet af Tristan Okkonen, Christian von d’Ahé og Synnøve Egeness Lilleli, der er formænd for henholdsvis Svensk Pilotförening, DALPA og Norsk Flygerforbund.
DALPA: De skandinaviske pilotforbund står samlet
Formanden for de danske piloters paraplyorganisation, DALPA, fortæller, at det er vigtigt at bakke op om kollegerne i Sverige og Norge.
”De skandinaviske pilotforbund står samlet i denne sag og i forsvaret for vores fælles nordiske arbejdsmarkedsmodel,” siger Christian von d’Ahé, der til daglig er kaptajn i Norwegian samt formand for de danske Norwegian-piloter.
”Rollen som tillidsvalgt har altid haft en særlig beskyttelse, og den udvikling, vi nu ser i SAS, er alvorlig og udfordrer nogle af de grundlæggende principper, vores arbejdsmarked bygger på. Tillidsvalgte skal kunne udføre deres mandat uden frygt for personlige eller karrieremæssige konsekvenser,” siger Christian von d’Ahé.
Læs hele udtalelsen fra det danske, svenske og norske pilotforbund her



