Norsk kabinestrejke i SAS aflyst

Efter 25 timers forhandling hos den norske forligsmand, rigsmægleren, er den varslede SAS-strejke lørdag blevet aflyst. Det skriver Fellesforbundet, som organiserer de kabineansatte på deres hjemmeside.

Parterne er nået frem til en aftale, som skal til urafstemning hos medlemmerne mellem den 14. og 20. august.

Aftalen inkluderer:

  • Flytillægget øges til 10% af grundlønnen.
  • En ny lønmodel for ansatte ansat efter 2012, som giver hurtigere lønudvikling.
  • Forbedringer i enkelte tjenestebestemmelser, blandt andet knyttet til tidlige indtjekninger.
  • Morgenmad lastes om bord på flyvninger fra udestation med afgang før kl. 08.00.
  • Parterne skal videreudvikle værnemodellen gennem et udvalgsarbejde.

Forhandlingsleder fra Fellesforbundet Dag-Einar Sivertsen siger på foreningens hjemmeside:

“Hele vejen gennem samtalerne havde vi i tankerne, at medlemmerne havde stemt nej. Vi skal ikke lægge skjul på, at dette har været nogle meget krævende samtaler. Men det forslag, vi nu har fået på plads, indeholder ændringer, der styrker den økonomiske udvikling for alle medlemmer.”

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev