Tidligere Jettime-direktør skal stå i spidsen for CityJet

Jørgen Holme bliver ny direktør i CityJet. FPU, der repræsenterer CityJets piloter og kabineansatte, glæder sig over, at den nye direktør har indgående kendskab til dansk luftfart.  

Den tidligere administrerende direktør i Jettime, Jørgen Holme, skal fremover stå i spidsen for flyselskabet CityJet. Det er i dag kommet frem i en meddelelse til selskabets ansatte.

Jørgen Holme, der i forvejen er medlem af CityJets bestyrelse, overtager per dags dato direktørposten fra Hugh Rodgers, der fortsætter i CityJet i overleveringsperioden.

Jørgen Holmes nye direktørstilling er midlertidig, og CityJets bestyrelse vil på et senere tidspunkt gå i gang med arbejdet med at finde en permanent direktør.

FPU: Godt med kendskab til dansk luftfart

Jørgen Holme er tidligere direktør i det danske flyselskab Jettime, hvor han var fra 2016 til 2024. Inden da var han direktør i det færøske flyselskab Atlantic Airways.

Jørgen Holme bliver med sin nye stilling direktør for CityJets pilot- og kabinegrupper, der begge er repræsenteret af FPU.

FPU kender i forvejen Jørgen Holme, fordi pilot- og kabinegrupperne i både Jettime og Atlantic Airways er medlem af FPU. Det fortæller FPUs formand, Thilde Waast, der glæder sig over, at valget er faldet på Jørgen Holme.

”Det er en rigtig positiv nyhed, at Jørgen Holme bliver ny direktør i CityJet. Vi har kendt ham gennem mange år, og vi har haft et rigtig godt samarbejde med ham,” siger Thilde Waast.

”Samtidig er vi meget tilfredse med, at CityJet får en direktør med indgående kendskab til, hvordan dansk luftfart fungerer. Det giver et stærkt udgangspunkt for at udvikle selskabet og sikre et godt samarbejde med vores medlemmer,” siger Thilde Waast.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev