2,8 millioner rejsende var gennem Københavns Lufthavn i april. Det er det højeste antal rejsende i en april måned nogensinde.
Det er seks procent flere end sidste år.
“Højsæsonen for rejser er begyndt op mod sommeren, og den globale appetit på at rejse er fortsat høj. April blev dermed endnu en meget travl måned med et højt passagerniveau, men den geopolitiske situation er fortsat usikker og kan påvirke internationale rejsemønstre,” siger Peter Krogsgaard, kommerciel direktør i Københavns Lufthavn.
Spanien topper listen over de mest populære lande. Omkring 248.000 passagerer rejste til og fra Spanien i april. Det er en stigning på otte procent i forhold til sidste år. Destinationerne Malaga, Barcelona og Mallorca er de mest besøgte.
Endnu større fremgang er der mellem København og destinationerne i Asien med 14 procent flere rejsende i april. Der er kommet nye ruter til Ho Chi Minh City med Vietnam Airlines, og China Eastern har åbnet en rute til Shanghai, mens SAS flyver direkte til Seoul fire gange om ugen.
Den globale luftfart er fortsat påvirket af situationen i Mellemøsten, men har ikke påvirket Københavns Lufthavn i stor grad, lyder det fra lufthavnen.
“Vi kan se, at enkelte flyselskaber har justeret lidt på antallet af afgange, typisk på ruter, hvor der er flere daglige afgange. De stigende brændstofpriser har endnu ikke haft signifikant effekt på trafikken i Københavns Lufthavn, men vi følger naturligvis situationen tæt og er i løbende dialog med de cirka 60 flyselskaber, der flyver til og fra København,” siger Peter Krogsgaard.