Norwegians pilotforening bakker op om deres kollegaer i kabinen.
Det står klart, efter repræsentanter fra Norwegian Pilot Union Denmark mandag deltog i kabineforeningens møde om de seneste udviklinger i overenskomstforhandlingerne. Her takkede næstformand Jakob Tamsen kabineforeningen og de mange fremmødte kabineansatte for deres principfasthed.
”Vi piloter støtter kabinen i deres forhandlinger om ny overenskomst. Vi skal selv til at forhandle om et halvt år, og vi har mange fælles udfordringer. Derfor vil vi gerne takke kabinen for at holde fast i vores fælles værdier,” siger Jakob Tamsen, næstformand for Norwegians piloter. Sammen med NPUD-bestyrelsesmedlem Susanna Hallsund deltog han på mødet.
”Mødet i dag viser, hvor stærkt vi står sammen, og vi er utroligt glade for at have piloternes opbakning,” siger formand for kabineforeningen Anders Kyhl.