Kabineforeninger i FPU arbejder sammen på tværs af flyselskaber: Kommer medlemmerne til gavn

Det giver FPUs kabineforeninger en helt særlig samhørighed at mødes på tværs af flyselskaber. Det siger formand for Norwegians kabine og FPUs kabinenetværk, Anders Kyhl. 

På FPUs kontor i Valby møder kabineansatte fra forskellige flyselskaber ofte hinanden. 

En kabineansat fra Norwegian står ved kaffemaskinen og taler med kollega fra Air Greenland om forsinkelser, mens en tillidsrepræsentant fra CityJet er på vej til møde med FPUs formand. Samtidig holder Jettime-piloterne møde i FPUs lokaler og kommer også forbi og siger hej. 

De kommer alle, fordi de arbejder for bedre forhold for flyvende, og de går derfra med en følelse af at være en del af et større fællesskab af både kabineansatte og piloter. 

Netop muligheden for at dele erfaringer og høre, hvordan det går i andre selskaber, er noget, som Anders Kyhl sætter pris på. 

Han er formand for Norwegians kabine og FPUs kabinenetværk, der tæller Norwegian, CityJet, Air Greenland, Atlantic Airways, BRA og DAT.

“Kabinegrupperne i FPU har et stærkt sammenhold. Vi arbejder i forskellige flyselskaber og vi har hver vores selvstændige identitet. Samtidig kan vi på kryds og tværs af flyselskaberne udveksle erfaringer, ideer og sparre med hinanden til gavn for medlemmerne.”

FPU har et særligt forum, kabinenetværket, hvor repræsentanter for de forskellige flyselskaber mødes for at tale om, hvordan man kan forbedre hverdagen for medlemmerne. Samtidig holder FPU en årlig sommerfest for tillidsrepræsentanter. FPU udpeger også kabineansatte til at deltage i møder om de kabineansattes forhold på europæisk plan.  

“Det giver en helt særlig samhørighed at være del af fællesskabet i FPU, hvor vi sammen kan sætte fokus på de kabineansattes udfordringer. Det giver os som kabineansatte en stærk stemme, og det gavner vores medlemmer.”

Sådan støtter FPU fællesskabet for kabineforeningerne

- Lederuddannelse for kabinechefer

- FPUs kabinenetværk 

- FPUs talentuddannelser for kabinen

- CLUB FPU-Masterclasses

- Årlig sommerfest for tillidsvalgte

- Hovedbestyrelsesmøder

- Både tillidsvalgte og medlemmer fra cockpit og kabine ses ofte på FPUs kontor i Valby - om det er til en faglig snak, en kop kaffe eller bare fordi man var i nærheden og ville kigge ind.
Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev