Ni gode råd til kabineansatte: Sådan lærer du at elske livet i 10.000 meters højde

Jobbet som kabineansat byder på alt fra uregelmæssige arbejdstider til stærke fællesskaber. Det er hårdt arbejde med lange arbejdsdage, men med de rigtige vaner kan du få et arbejdsliv, der er både sjovt, meningsfuldt og helt unikt. Det fortæller Frederik Gram Madsen, der er tidligere kabineansat og studentermedhjælper i de kabineansattes fagforening FPU.

1. Lær at elske jobbet

Jobbet som kabineansat indbefatter skæve arbejdstider, lange arbejdsdage og et komplet anderledes arbejdsmiljø. Du skal lære at holde af at arbejde på en komplet anderledes måde, end du har været vant til fra andre jobs. Men når du først har forsonet sig med at indrette dit liv efter de mange krav, der følger med, er det et job, der er næsten umuligt at slippe fra igen – på den gode måde.

2. Dyrk det sociale og vær positiv

Noget af det bedste ved at være kabineansat er de hundredvis af kollegaer, man får. Flere af disse kolleger ser jeg stadigvæk, fordi jobbet bragte os tæt sammen hurtigt. Det er noget af det, jeg savner allermest. Det handler om at være glad og positiv, når man møder op på arbejde. Er man ikke positiv og gør sit ypperste for at indgå i et socialt fællesskab med sine kolleger, kommer man ikke til at trives. Langt de fleste kabineansatte er sociale væsner, der elsker gode grin og jokes.

3. Elsk rygter men vær samtidig skeptisk

Med jobbet følger en kultur, hvor der går en masse rygter – både om selskabets fremtid og om specifikke personer. Rygter om selskabets fremtid er en naturlig del af en industri, der er under konstant forandring. Når man kun en brøkdel af tiden ved, hvordan fremtiden i sit selskab ser ud, er det menneskeligt at udfylde de tomrum. Derfor skal man lære at elske de mange rygter og teorier, som flyder mellem kabineansatte, men man skal samtidig ikke lade sig tynge. I sidste ende er det kun selskabet, der kan af- eller bekræfte et rygte. De personspecifikke rygter er jeg aldrig tilhænger af. Nogle kabineansatte synes, at det er i orden at sprede mere eller mindre falske rygter om hinanden. Jeg appellerer til, at man tager afstand fra det. Møder du dem, er min klare anbefaling, at du stopper op og tænker tilbage på den kliché, som du sikkert er blevet fortalt hundredvis af gange som barn: Tænk, hvis det var dig selv.

4. Væn dig af med at være ”last minute”

De fleste kender nogen, der praktiserer at møde på klokkeslættet. Jeg kan kun fraråde at gøre det til en vane som kabineansat. Som kabineanset er der kun lige afsat tilstrækkelig tid til, at du kan nå dine ”pre-flight checks.” Det er bare så pinligt at skulle forsinke en flyver fuld af passagerer, fordi du ikke stod op ti minutter før. Sker det alligevel, at du er forsinket, så oplys crew control og dine kolleger om det, fordi det er selvsagt menneskeligt at fejle.

5. Dyrk motion og få frisk luft

Det kan være svært at have overskud til at dyrke motion, når du er ude på layovers. Du har måske ikke alverdens tid eller den store lyst til det efter en lang arbejdsdag. Ikke desto mindre kan jeg kun anbefale det. Selv løb jeg mest, da det er en effektiv og hurtig måde at få både motion og frisk luft på. Især frisk luft er noget, som du er i underskud af, når du arbejder som flyvende.

6. Drik vand og spis så sundt som muligt

Det er altafgørende at drikke en masse vand i løbet af arbejdsdagen, da du arbejder i et tørt miljø med komprimeret luft. Det skaber et stort væsketab. Det er også vigtigt at få noget nærende at spise. Det kan føles som det mest umulige, når du har korte turnarounds og lange arbejdsdage. Men tag imod selskabets crew meals eller prep mad, sunde snacks og lignende hjemmefra. Det betyder ikke alverden – så længe du ikke lever af slik og chokolade i løbet af arbejdsdagen, er du godt på vej.

7. Prioritér din søvn

Det siger sig selv, at det kan være svært ”at blive træt på kommando”, men find nogle måder, hvorpå du kan falde i søvn så hurtigt som muligt. For nogle virker meditation, for andre virker det at læse, og for mig hjalp det at lytte til musik. Der er mange tricks, så gør dit bedste for at finde det, der virker for dig. Og lad for guds skyld være med at kigge på klokken, hvis du har svært ved at falde i søvn.

8. Lev med, at du er mere syg, end før du fik dine vinger

Med mere anormale søvnrytmer, kontakt med mange mennesker og det arbejdsmiljø, du arbejder under, følger det, at du bliver lettere syg. Det må du acceptere, og du skal ikke føle sig presset af dit selskab til at komme på arbejde, når du er syg. Tal med din TR om det, hvis det bliver problematisk.

9. Yd en verdensklasse service

At være kabineansat er et servicefag, og derfor skal du yde en service i topklasse. Flyselskaberne lever højt på det, og derfor har alle kabineansatte en aktie i at gøre passagererne tilfredse og glade. Dermed ikke sagt, at alle passagerer er lige nemme, men gør du dit ypperste, holder du i hvert fald din sti ren. Og så gør masser af smil og gode grin arbejdsdagen sjovere, nemmere og hurtigere at komme igennem.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev