FPU opruster med tidligere SAS-tillidsrepræsentant: “Jeg kender de situationer, som medlemmerne kan stå i”

Frederik Gram Madsen er ny juridisk studentermedhjælper i FPU. Inden da var han tillidsrepræsentant for kabinen i SAS Link og kender derigennem alt til medlemssager, sygemeldinger og brud på arbejdstid.

FPU udvider sin faglige afdeling med Frederik Gram Madsen. Som juridisk studentermedhjælper skal han assistere advokat Elisabeth Tran og forbundssekretær Kasper Svendsen.

Frederik Gram Madsen er 23 år, læser jura på første år ved Aarhus Universitet og fra sin tid som tillidsrepræsentant for SAS Links kabine har han allerede en solid indsigt i arbejds- og ansættelsesret.

”Det var ikke en nem opgave at være tillidsrepræsentant i SAS Link. Vi havde mange sager med brud på arbejdstid, sygdomssamtaler og rod i planlægning af crew. Men det var enormt givende at hjælpe andre, og det arbejde vil jeg fortsætte her i FPU,” siger han til Fagbladet Luftfart.

Unik og kompliceret branche

Erfaringerne fra tillidsarbejdet i SAS Link er noget af det, Frederik Gram Madsen glæder sig til at trække på i Rigsfællesskabets største og mest specialiserede fagforening for flyvende.

“Problemerne i luftfart er ret unikke sammenlignet med det generelle arbejdsmarked, og jeg kender de situationer, som medlemmerne kan stå i,” siger han.

“Det er en kompliceret branche med mange forskellige aftaler og lovgivninger, der skal navigeres i. Og arbejdsgiverne er ikke altid de nemmeste at danse med. Derfor er det særligt givende, når man skaber resultater, som medlemmerne er glade for.”

Trivsel og ordentlige arbejdsforhold er både til gavn for ansatte og selskaber

Frederik Gram Madsen peger på, at der i øjeblikket er en tendens til, at selskaberne forsøger at gøre det billigere og billigere at have ansatte, hvilket sætter trivsel og arbejdsvilkår under pres.

”I min tid i SAS så jeg ofte folk smutte, når arbejdsforholdene ikke levede op til det, de havde fået stillet sig i udsigt. Når det sker, skal selskaberne til at rekruttere og oplære nye ansatte. Og det koster i både kroner og effektivitet. Derfor er det i alles interesse, at arbejdsforholdene, og dermed trivslen, er i orden,” siger han.

FPU har også ansat administrativ medarbejder Sabine Funder, som kommer fra en stilling i Air Greenlands kabine. Med Sabine Funder og Frederik Gram Madsen har FPU opjusteret den administrative og faglige afdeling med to medarbejdere, der kender både fagforenings- og luftfartsbranchen indefra.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev