AMR: Ny chatbot letter byrden for arbejdsmiljørepræsentanter

I dag lancerer FIU deres ny chatbot, som skal assistere arbejdsmiljø- og tillidsrepræsentanter. Chatbotten gør det hurtigere og nemmere at navigere i bekendtgørelser og lovtekster, fortæller AMR i Norwegian Lasse Nissen.

Luftfart er en international branche, og det fører ofte til gråzoner, når det kommer til arbejdsmiljølovgivning.

Det kan gøre jobbet som arbejdsmiljørepræsentant (AMR) kompliceret, fortæller Norwegianpilot Lasse Nissen, der varetager netop den funktion i selskabet.

”Heldigvis har vi AMR’er fået et nyt værktøj. En chatbot, som vi bruger til hurtigt og nemt at navigere rundt i bekendtgørelser og love,” siger han.

Den nye chatbot hedder ”AMR-hjælper”, er udviklet af FIU under Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og er trænet i arbejdstilsynets hjemmeside. Det vil sige, at den er ekspert i paragraffer, bekendtgørelser og vejledninger, og Lasse Nissen har sammen med andre AMR’er haft adgang til testversionen i et par måneder.

Lynhurtig research

For Lasse Nissen betyder chatbotten, at arbejdsbyrden er lettet og arbejdsgangene speedet op. Den tid, som AMR-hjælperen frigør, kan nu bruges til at hjælpe endnu flere medlemmer.

”Når jeg får et spørgsmål fra en kollega eller selskabet, kan jeg lynhurtigt researche via AMR-hjælper. Den er især god til at finde og forklare lovtekster og svare på generelle spørgsmål om gældende lovgivning.”

Og man kan også bruge den til de mere menneskelige problemstillinger som stress og sygefravær, hvor man kan drage inspiration fra de handleplaner, chatbotten anbefaler.

Anbefaler andre AMR’er og TR’er at bruge chatbotten – men krydstjek altid svarene

Den nye chatbot kan dog ikke det hele. Nogle spørgsmål, især når det bliver rigtig kompliceret – hvilket ofte er tilfældet i luftfart – må den give op på.

”Jeg kan egentligt godt lide, at den indrømmer, at den har nogle begrænsninger. Det er jo så her, hvor vi arbejdsmiljørepræsentanter går ind og finder ud af, hvad der er op og ned.”

”Når jeg bruger chatbotten, krydstjekker jeg altid svarene, men indtil videre har jeg ikke opdaget nogen fejl,” siger han og fremhæver, at han vil anbefale alle AMR’er og tillidsrepræsentanter at bruge chatbotten.

Er du AMR eller tillidsrepræsentant? Find vejledningen til at logge på AMR-hjælper under TR Lounge på flyvebranchen.dk

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev