Norwegian-kaptajn gjorde en verden til forskel for Rosa med flyskræk

FPU-medlem og Norwegian-kaptajn Anders Moresco har modtaget en hel del kærlighed og ros i indbakken, efter at han og resten af besætningen hjalp Rosa, der normalt lider af flyskræk. Den store opmærksomhed skyldes blandt andet, at Rosas familie har delt historien på sociale medier.

Der udspillede sig for nyligt lidt af en solstrålehistorie ombord på et Norwegian-fly fra Venedig til København midt i skolernes sommerferie. Rosa og familien skulle hjem efter ferien, men når man lider af flyskræk, som Rosa gør, er det slet ikke så let endda.

Heldigvis mødte familien en erfaren og smilende pilot i form af kaptajn Anders Moresco, der gjorde alt, hvad han kunne, for at hjælpe Rosa gennem flyskrækken.

Han stod klar gode anekdoter om alt fra fodbolde til flødeboller og svarede på alle de spørgsmål, som Rosa og familien måtte have.

Det fremgår af et opslag på Instagram-profilen Anders Hemmingsen, som på vegne af Rosa og familien har delt en tak til Norwegian-besætningen med sine 1,3 millioner følgere.

Den gode oplevelse i cockpittet har skabt stor opmærksomhed om piloter og kabineansattes vigtige rolle, når det kommer til at gøre flyrejsen tryg og god for alle passagerer med flyskræk.

Kaptajn Anders Moresco har siden opslaget modtaget mange rosende beskeder fra kollegaer og helt fremmede mennesker:

”Kære alle I dejlige mennesker, som har delt dette opslag med mig i dag: Af hjertet tak. Det er utrolig sødt af Rosas forældre at skrive dette opslag. Jeg er ydmyg og taknemmelig over deres, og ikke mindst jeres allesammens, reaktion,” skriver Anders Moresco på Instagram.

Et personligt møde med piloten

FPU-medlem Anders Moresco vægter det personlige møde mellem pilot og passager – som det Rosa fik for nyligt – rigtig højt. For selvom der er travlt ude i flyene i sommerferien, så er der ifølge Anders Moresco altid plads til at gøre den ekstra forskel for passagerne:

”Når vi er forsinkede eller oplever tekniske udfordringer, så stiller jeg mig altid op i galleyet (Den forreste del af kabinen, hvor passagerer typisk kommer ind i flyet, og hvor de kabineansatte har deres arbejdsstation, red.), hvor passagererne kan se mig, og fortæller, hvad der sker. Så siger jeg, at man gerne må komme forbi og sige hej og se cockpittet, og det gælder særligt, hvis er man bange for at flyve.”

”Det gør en stor forskel for passagererne, at man kan se piloten i øjnene. Det betyder bare, at rigtig mange mennesker siger oprigtigt tak for en god og hyggelig flyvetur, selvom vi måske har været tre timer forsinkede og ventet i flyet.”

Ifølge Anders Moresco er mødet med piloten i enten galley eller cockpit med til at tage det værste af frustrationen eller nerverne ved et forsinket fly. Og så hjælper det på forholdet mellem besætning og passagerer, at man har set hinanden i øjnene først:

”Det er vigtigt for mig at fortælle passagererne, at det ikke er piloternes eller de kabineansatte skyld, at flyet er forsinket, men at vi tvært imod gør vores bedste for, at flyrejsen bliver så behagelig som muligt. Passagererne mærker på den måde, at vi er der for dem som mennesker.”

Med Rosa i cockpittet

Så snart Anders Moresco blev opmærksom på Rosa og familien i flyet i Venedig, stod det klart for ham, at han kunne hjælpe. Fra sin kaptajnsstol har han set det meste før, og han vidste udmærket godt, hvordan han kunne bidrage.

”Rosa var jo simpelthen så sød. Første gang jeg møder hende, er da hun kommer grædende ud i cockpittet, inden vi skal flyve hjem til Danmark. Vi tog en god snak om alt muligt, så det ikke var lige så skræmmende at skulle flyve. Vi havde også tid til at få taget et billede med hende og brormand, så familien og vi fik foreviget det lille besøg i cockpittet.”

Og det lille besøg i cockpittet gjorde sandelig indtryk, og det betød helt konkret, at flyskrækken ikke fik lov at fylde for meget for Rosa på de omkring to timers flyvning hjem til Danmark:

”Det var en helt anden Rosa, jeg mødte igen, da jeg tog imod hende og hendes forældre hjemme i København. De var alle sammen så glade, og de havde heldigvis haft en rigtig god flyvetur. Det er oplevelser som denne, man tager med hjem fra arbejdet, det er helt sikkert.”

”Når vi lander, er det enormt vigtigt for mig at følge op og høre, hvordan flyveturen så er godt. Det er nemlig vigtigt at tage fin afsked med hinanden. For det, der driver mig, er, at alle andre omkring mig skal have det godt og føle sig trygge, og det gælder i høj grad passagerne og børn.”

Det bedste ved arbejdet

Det er bestemt ikke første gang, at den erfarne Norwegian-kaptajn har håndteret flyskræk blandt passagererne. Det er en vigtig del af arbejdet som pilot, og det er en gren af arbejdet, som betyder meget for Anders Moresco:

”Jeg har haft lignende oplevelser, hvor jeg har holdt i hånden og talt tingene igennem med andre børn og passagerer, der lider af flyskræk. De har alle sammen sagt tak for en rigtig god tur bagefter.”

Særligt en oplevelse lyser krystalklart op for Anders Moresco, når snakken falder på børn med flyskræk:

”Jeg havde en oplevelse med en anden lille pige, som jeg fløj på ferie. Hun fik lov at se cockpittet og tale med mig og resten af besætningen, inden vi fløj, og så gik turen rigtig godt. Det der er helt vildt, det er, at jeg så møder hende og familien en uge efter, da de er tilbage i København efter ferien.

Hun kommer løbende ud af flyet og giver mig en krammer og fortæller, at hendes hjemtur er gået så godt, og at hun slet ikke er bange længere. At hun 100% kunne genkende mig efter en hel uges ferieoplevelser, gør bare rigtig stort indtryk. Det var helt fantastisk, og det var nærmest som en Disney-film, hvor det hele er sat allermest på spidsen.”

Det er tætte oplevelser som denne, hvor man som pilot virkelig møder passagererne, der gør Anders Moresco allermest glad for sit arbejde og sin vigtige rolle som pilot:

”Hvis du spørger mig, hvad jeg er gladest for som pilot, så er det oplevelser som dem her. Det at være der for mine passagerer og gøre en så mærkbar forskel for flyrejsen og ferien. Jeg ønsker at give passagerne lige præcis det, som den enkelte har brug for, og det er der heldigvis plads til i mit arbejde.”

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev