FPU’s formand om luftfartspakke: Det kræver meget mere, hvis dansk luftfart skal overleve

af Thilde Waast, formand for FPU,

Vi kvitterer for hjælpepakken, der netop er blevet præsenteret. Det er en pakke, der kan holde hånden under nogle indenrigsruter (135 millioner) og det hjælper også en anelse ude i lufthavnene (95 millioner til afgitsnedsættelse). Desuden sætter vi pris på, at der er fokus på overenskomstmæssige løn- og arbejdsvilkår, nu hvor indenrigsselskaberne får en særlig håndsrækning.

Det kan virke nonchalant at kalde et trecifret millionbeløb for ”lidt”, men vi har at gøre med en branche, der omsætter for 25-30 milliarder normalt om året, og som i fire måneder har ligget 90-95 procent under vanligt niveau. Derfor er hjælpepakken langt fra nok for bredden i dansk luftfart, og det er også vores fornemmelse, at regeringen og politikerne godt ved det. Men det ændrer ikke på, at det desværre er ved at være for sent at hjælpe dem, der har brug for hjælp. Det blev til en lille hjælpepakke, men der er brug for en overlevelsespakke, hvis fyringerne og jobtab skal stoppes

Direktøren i Aarhus Luftfart fortalte i går på Tv2 News, at det først og fremmest flyselskaberne, der har brug for hjælp. Det er nemlig ikke givet, at der er flyselskaber tilbage efter coronakrisen. Eller i hvert fald flyselskaber med gode danske arbejdsvilkår og klimaambitioner.

Tag for eksempel charterselskaberne. De har styrtblødt i snart fire måneder, og de har afventet den helt afgørende sommersæson. Derfor var regeringens udmelding den 29. maj skæbnesvanger. Mens andre EU-lande sendte åbningssignaler som følge af faldende smittetryk, så lukkede den danske regeringen grænserne og beholdt alle lande i den såkaldte orange farve. Åbningen den 27. juni er vigtig, men den kan ikke redde de hundredetusindevis af annullerede rejser. Selskaber såsom Jet Time og Sunclass aner ikke om de får noget ud af denne sommer, og når den er forbi, kan de vente et helt år på udsigten til egentlige indtægter.

Men også selskaber og medarbejderne i DAT, Great Dane Airlines og Sun Air har brug for langt mere hjælp til at holde deres selskaber kørende.

Hvad mangler så konkret? Det som vil rykke og nytte er forlængelse af de to store hjælpepakker. Det gælder lønkompensationsordningen, som skal tilpasses til luftfartens nuværende situation og som bør fortsætte ind i efteråret. Og så gælder det for pakken om dækning af faste udgifter, der bør forlænges for de hårdt-påvirkede selskaber i flere måneder.

Vi går derfor videre med vores kampagne for at sikre dansk luftfarts overlevelse, og vi tager fat i særligt beskæftigelsesministeren og erhvervsministeren i forhold til pakkerne. Vi kan desuden se, at kollegerne i for eksempel HK er på samme linje som os, så vi kommer til at kæmpe mange sammen for reel overlevelseshjælp.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev