DAT hiver litauisk datterselskab ind på danske indenrigsruter

Luftfartsselskabet Danish Air Transport, DAT, har siden starten af forrige måned haft fly og mandskab fra koncernens litauiske afdeling til at flyve på danske indenrigsruter.

Selskabet har bistået med at servicere DAT’s ruter fra København til Rønne på Bornholm og Karup i Jylland og skal ifølge Jesper Rungholm, administrerende direktør i DAT, flyve i Danmark nogle uger endnu.

Den litauiske afdeling af DAT, der går under navnet DOT LT, blev i sin tid blev oprettet i 2004 i et forsøg på at sænke omkostningerne.

Selskabet råder blandt andet over OY-RUF, en 21 år gammel ATR42-500, som aktuelt flyver i Danmark.

Personale har ingen overenskomst

I modsætning til DAT’s egene ansatte har personalet i DOT ingen overenskomst, men ifølge Jesper Rungholm er der intet økonomisk motiv bag at hive DOT LT ind for at flyve for DAT.

»Dette her en absolut nødløsning. Vi står i en situation, hvor det fly, som skulle have fløjet, er ude til vedligehold på grund af en fejl. Dertil er mange af vores piloter på omskoling til vores nye ATR72-600 og for det tredje, så er der mange piloter, som har søgt videre til større selskaber som Icelandair og Norwegian,« siger Jesper Rungholm.

Ifølge DAT-direktøren er der for tiden stor mangel på allerede omskolede ATR-piloter i branchen, hvorfor han ikke mener, det er muligt at ansætte sig ud af pilot-manglen.

»Det er en grundlæggende holdning i DAT, at det er dansk personale, der bemander danske ruter. Alternativet til at have DOT inde at flyve i en periode ville være at hyre et andet østeuropæisk selskab,« tilføjer han.

Stewardesser tjener en tredjedel

DOT, der sædvanligvis står for at flyve en stor del af DAT’s operationer uden for de danske grænser, er af DAT-direktøren tidligere blevet fremhævet for sin lavere omkostninger, særligt på lønningerne:

»Stewardesserne ligger på en tredjedel af de danske stewardesse-lønninger, og det samme forhold gør sig gældende for mekanikere,« har Rungholm ytreret om selskabet – et budskab han tidligere på året gentog i DR Radioprogrammet »Følg Pengene« 7. februar 2018.

Men de lavere lønninger til trods, sparer DAT ifølge Rungholm absolut intet på personale-fronten, ved at lade DOT LT-besætning vikarierer på dansk indenrigs, når først hotel og diæter til de ansatte er betalt.

Underleverandør kan bruges til at omgå regler

DAT er langt fra det eneste luftfartsselskab, som af forskellige årsager hiver en midlertidig underleverandør ind fra et land, hvor lønningerne generelt er lavere. Aktuelt har SAS hevet Nordica ind med lokal besætning fra Estland, imens Norwegian tidligere har benyttet sig af både portugisiske Hi Fly og litauiske Smart Lynx.

»Luftfartsbranchen er i høj grad kendetegnet ved grænseoverskridende aktivitet, som giver arbejdsgivere en stor grad af fleksibilitet til at ansætte i lande med lavere lønomkostninger,« forklarer Laust Høgedahl, forsker i arbejdsmarkedsforhold ved Aalborg Universitet:

»Det giver selskaberne en mulighed for at undgå gældende regler, når de hyrer en underleverandør ind. I princippet kan selskaberne systematisk lægge flyvninger fra danske lufthavne ud til underleverandører,« siger han.

Ifølge Laust Høgedahl er netop personaleomkostninger er sammen med brændstof en stor udgiftspost for en virksomhed.

»Derfor kan der potentielt være en stor konkurrencefordel for et selskab at vælge midlertidige leverandører, der ikke har overenskomst med sine ansatte.«

DAT har efterfølgende oplyst, at selskabets litauiske datterselskab foreløbigt skal flyve for sidste gang på danske indenrigsruter 19. september 2018.

Skriv en kommentar

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev