FPUs administrative medarbejder Sabine Funder har nu arbejdet 100 dage i Rigsfællesskabets fagforening for flyvende. Hvordan har det været at gå fra medlem og tillidsvalgt i Air Greenland til ansat i FPU, spørger Fagbladet Luftfart hende.
Hvad overrasker dig mest ved at arbejde i FPU?
Der er en masse “usynlige” arbejdsopgaver, og det er fedt at være inde i maskinrummet og se, hvordan mine kollegaers forskellige fagligheder får hjulene til at dreje rundt.
Der er et helt unikt samarbejde i FPU, når et medlem ringer eller skriver ind til os. Både den faglige afdeling, kommunikationsfolkene og ledelsen byder ind med hver deres kompetencer for bedst muligt at hjælpe medlemmet.
Man giver den tid, der er behov for, og vi går rigtig langt for at hjælpe medlemmerne.
Du er i direkte kontakt med medlemmerne. Hvordan ville du beskrive det arbejde?
Mega givende!
Jeg går meget op i at byde nye medlemmer velkommen og sige pænt farvel til dem, der en sjælden gang melder sig ud.
Når et medlem går på pension, er det også vigtigt for mig at tilbyde dem et seniormedlemskab, så de kan beholde deres medlemsfordele som for eksempel bank og forsikringer til et lavere kontingent.
Det er i forvejen en stor omvæltning at stoppe med at flyve, og vi ønsker at hjælpe, hvor vi kan.
Hvordan har det været at gå fra medlem og tillidsvalgt til ansat i FPU?
Da jeg var flyvende i Air Greenland, var jeg ikke klar over, hvor meget arbejde, der bliver lagt i at holde medlemmerne opdateret i, hvad der rører sig i branchen.
Det er også interessant at få et bedre indblik i, hvordan FPU og lokalforeningerne arbejder sammen for medlemmerne. De tillidsvalgte er superskarpe og engagerede, og FPU prioriterer at klæde dem godt på.
Samtidig er der et virkelig solidt sammenhold på tværs af både fagligheder og flyselskaber. De tillidsvalgte mødes på kryds og tværs, og det er virkelig fedt at se – og være med til.



