En Boeing 777-200 fra United Airlines dykkede fra 2.200 fod (670 meter) til 775 fod (236 meter), kort efter at det var lettet. Flyet var på vej fra Maui, Hawaii mod San Francisco og lettede i kraftigt uvejr. Det skriver The Air Current.
Episoden fandt sted 18. december 2022, men er først kommet frem i lyset nu. En lignende episode fandt sted, da en Boeing 787 fra Qatar Airways på vej mod København dykkede ca. 1000 fod på 24 sekunder, kort efter at det lettede.
Det lykkedes piloterne at få kontrol over flyet, og det landede sikkert i San Francisco. Piloterne, der til sammen havde 25.000 flyvetimer, udfyldte herefter en intern sikkerhedsrapport, og de rapporterede hændelsen til den amerikanske luftfartsmyndighed FAA, der har et program, hvor piloter frivilligt kan rapportere sikkerhedshændelser. United oplyser til The Air Current, at der ikke var nogen fejl på flyet, og at piloterne efterfølgende har modtaget ekstra træning.
Episoden er en af en række mere alvorlige hændelser i amerikansk luftfart de seneste måneder. Både fly i JFK-lufthavnen i New York og i lufthavnen i Austin, Texas har været tæt på at kollidere.