Svenske Nextjet begærer sig konkurs

Luftfartsselskabet Nextjet må dreje nøglen om og begærer sig konkurs. Det har selskabet meddelt klokken 13 i dag, onsdag.

»I dag, onsdag, indstiller Nextjet AB og Nextjet Sverige AB sine betalinger og anmoder om konkurs,« indleder selskabet en pressemeddelelse, der er udsendt klokken 13.

Samtlige flyvninger fra og med klokken 13 er aflyst.

»Det er dybt beklageligt, at ledelsen tvinges til denne beslutning. Specielt for vores passagerer, som direkte påvirkes af dette, og for vores personel, men også for vores leverandører og samarbejdspartnere. Vi har gjort alt, som står i vores magt for at finde en løsning, men det er desværre ikke lykkedes. Det, som nu sker, er, at en kurator skal træffe beslutning om virksomhedens fremtid,« siger administrerende direktør og medejer Magnus Ivarsson i pressemeddelelsen.

Ifølge Nextjet beskæftiger selskabet 260 ansatte.

Turbulente måneder op til konkurs

Allerede i efteråret 2017 så det sort ud for det regionale svenske luftfartsselskab, der betjente i alt 20 destinationer i Sverige og Finland med en flåde bestående af 16 fly.

Økonomiske vanskeligheder førte til, at de svenske myndigheder inddrog Nextjets operative driftslicens og erstattede den med en midlertidig.

I de følgende måneder lykkedes det imidlertid selskabet at rejse samlet 80 millioner svenske kroner gennem salg af fly og nye investorer. Den økonomiske oprejsning gav den fornødne “økonomiske robusthed” til, at de svenske myndigheder gav Nextjet en ny, permanent operativ driftslicens, fortalte blandt andre CHECK-IN.dk i november 2017.

Beder passagerer blive hjemme

Trods økonomisk rygvind lykkedes det ifølge dagens meddelelse ikke at få bragt Nextjet tilbage på en stabil kurs.

Allerede i efteråret havde SAS opsagt samtlige samarbejdsaftaler med selskabet, der for en række lufthavne i Sverige har været eneste operatør. Siden har de svenske myndigheder per 1. april 2018 indført en afgift på flyrejser, hvis formål er at lægge en dæmper på svenskernes rejselyst med fly, hvilket tidligere har været nævnt som særlig problematisk for selskaberne på de regionale ruter.

Ifølge luftfartsekspert Jan Ohlsson kommer dagens konkurs ikke som nogen overraskelse. Han peger på, at selskabet længe har været udfordret.

»Det er ikke uventet. Men det er kedeligt for mange rejsende både nu og på sigt, da de (Nextjet red.) flyver ruter, hvor der intet alternativt er. Især i Norrlands inland bliver du isoleret uden adgang til fly,« siger Ohlsson til Expressen.se.

Nextjet skriver i forlængelse af sin konkursbegæring, at alt billetsalg stopper, ligesom passagerer med allerede købte billetter ikke skal møde op i lufthavnen.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev