Sunclass Airlines har indgået et partnerskab med det norske selskab Nordic Electrofuel, der vil producere syntetisk flybrændstof (e-fuel). Sunclass Airlines vil aftage brændstoffet, der skal produceres ved brug af vedvarende energi, vand og CO2, så snart det er på markedet i 2025.
”Som nordisk flyselskab har Sunclass Airlines stor interesse i at reducere sin klimabelastning ved at reducere brugen af fossile brændstoffer. Vi er derfor glade for at have underskrevet en hensigtserklæring med Nordic Electrofuel,” siger Valdemar Warburg, administrerende direktør i Sunclass Airlines, i en pressemeddelelse.
Sunclass vil reducere CO2-udledningen med 25 procent per passagerkilometer inden 2030 ved at udskifte flyflåden til mere CO2-besparende Neo-modeller samt investere i mere bæredygtigt flybrændstof.
Nordic Electrofuel forbereder byggeriet af et industrielt anlæg, der skal producere e-fuel. Det skal opføres sydvest for Oslo og vil kunne producere 10 millioner liter syntetisk brændstof om året.
Nordic Electrofuel sigter mod at producere kommercielt tilgængeligt e-brændstof inden 2025.