Spies har med deres årsregnskab for 2021/22 fremlagt det bedste resultat siden 2018. Selskabet har et overskud på driften på mere end 48 millioner kroner og en nettoomsætning på knap 1,8 milliarder. Regnskabet dækker perioden fra 1. oktober 2021 til 30. september 2022.
”Det er meget tilfredsstillende, at den stigende tendens i danskernes rejselyst, som vi har set siden genåbningen af verden, nu slår så tydeligt igennem i vores salgstal og omsætning. Og at vi kan vende et driftsunderskud på 48 millioner til et overskud på 48 millioner på bare ét år – ja, det sender i den grad et signal om, at vi er stærkt tilbage efter pandemien,” siger administrerende direktør Jan Vendelbo.
Spies peger på ophobet rejselyst og opsparet feriebudget som nogle af forklaringerne på det positive regnskab.
Selskabet forventer en sommer med en 10 procent øgning i antallet af rejser sammenlignet med 2022 og oplyser, at rejsemål som Thailand og Gran Canaria til vinteren 2023/24 sælger godt.