Københavns Lufthavn oplever markant fremgang for langdistanceruterne, selvom der stadig er et stykke vej til niveauet før corona-krisen.
Seks ud af 10 passagerer er vendt tilbage på de direkte ruter fra Københavns Lufthavn til asiatiske destinationer.
I januar var der 47 procent flere passagerer på ruterne til Asien sammenlignet med samme måned sidste år.
For ruterne til Thailand er antallet af passagerer allerede nu tilbage på niveauet fra før corona-krisen.
“Thailand er virkelig populært her i vintermånederne. Det gode klima, de mange eksotiske rejsemål og spændende oplevelser trækker i mange skandinaver. Faktisk er vi fuldstændigt tilbage på niveau med tiden før corona – og det er særligt Bangkok, som både SAS og Thai Airways flyver til, de fleste passagerer vælger”, siger Peter Krogsgaard, der er kommerciel direktør i Københavns Lufthavn.