SAS’ direktør Anko van der Werff har kritiseret EU-Kommissionen for at følge en “forsigtig” tilgang til konsolidering i branchen på et tidspunkt, hvor EU med en række initiativer til den grønne omstilling er med til at øge omkostningerne for flyselskaberne. Det skriver Reuters.
Anko van der Werff har ifølge Reuters peget på, at EU’s konkurrencemyndigheders granskning af Lufthansas bud på en minoritetsandel i ITA og IAG’s bud på at købe Air Europa viser dets forsigtige tilgang.
“Jeg er bekymret, fordi hvis man gør flyvning dyrere, men ikke tillader os at drive en forretning, så er det et problem. Jeg er bange for, at EU-Kommissionen ikke er i stand til at træffe egne beslutninger. De ønsker, at flyvning skal være dyrere, men de synes at være forsigtige med konsolidering, og det er ikke en god opskrift,” sagde Anko van der Werff på Airline Economics-konferencen i Dublin mandag.