Politisk flertal: Staten må punge ud for nye helbredstjek til piloter

Hundredvis af piloter, flyveledere og pilotelever skal have fornyet deres helbredsgodkendelse. Det har Trafikstyrelsen bestemt, efter at det kom frem, at flyvelægeklinikken Doctors.dk i et antal tilfælde har ladet læger, der ikke er godkendt som flyvelæger, udstede helbredsbeviser.

Luftfart.nu har i en række artikler sat fokus på de konsekvenser, som Trafikstyrelsens beslutninger har medført. Et nyt helbredsbevis koster mellem 2.000 og 8.000 kroner afhæng af type, og ind til videre er det piloterne selv, som skal betale.

Det går særligt hårdt ud over piloteleverne, som tegner sig for en stor andel af de helbredsbeviser, som Doctors.dk har udstedt.

Beretningerne fra piloteleverne og et opråb fra deres fagforening, FPU, har blandt andet tjent som grundlag for en række kritiske spørgsmål fra folketingspolitikere til landets transportminister. De mener ikke, det er rimeligt, at regningen ender hos piloterne.

Flertal for at staten betaler

Nu kan Berlingske tilmed fortælle, at der tegner sig et politisk flertal bestående af Venstre, Socialdemokratiet, Enhedslisten og Dansk Folkeparti, som vil have transportminister Ole Birk Olesen (LA) til at punge ud.

»De fleste piloter har gældsat sig for bare at kunne betale uddannelsen, og nu kommer staten – som har begået en fejl – og siger, at den fejl må piloterne selv betale for. Det er dybt urimeligt, og det er vi nødt til at finde en løsning på,« siger luftfartsordfører Jan Erik Messmann (DF) til Berlingske.

Socialdemokratiets transportordfører, Rasmus Prehn, kalder den ekstra regning »urimelig« og siger til Berlingske på samme vis som i forrige uge til Luftfart.nu:

»Vi må undersøge, om der ikke er en måde, vi kan holde piloterne skadesløse.«

Samme budskab kommer fra tidligere transportminister fra Venstre, Hans Christian Schmidt:

»Den kære stat kan ikke både sige, at piloterne skal betale for uddannelsen og have en særlig lægegodkendelse, som styrelsen har ført en kontrol med, men som desværre har været forkert. Fejlen skal ikke tørres af på piloterne. Nu må det stoppe. Jeg kan mærke på mit toneleje, at jeg er lige på grænsen til at blive rigtig forarget. Det kan medføre en stigende mistillid til det offentlige system,« siger han til Berlingske.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev