Det første job kan være svært at lande i de fleste brancher, men særligt nyuddannede piloter skal ofte kæmpe hårdt for at sparke døren ind til arbejdsmarkedet. Derfor er det en stor hjælp at lære om kulturelle forskelle flyselskaber og kunne danne netværk med andre ledige piloter, fortæller nogle af de unge piloter, der netop har deltaget i FPUs nye jobsøgningskursus.
Mange luftfartsselskaber kigger udelukkende på summen af flyvetimer og de nødvendige certifikater, og mange nyuddannede piloter kan hurtigt forsvinde i bunken af ansøgere. Derfor afholdt FPU i midten af februar et jobansøgningskursus udviklet til netop de ledige og nyuddannede piloter.
En af kursusdeltagerne var Louise Fischer, der blev uddannet fra Center Air Pilot Academy i Roskilde i november 2022. Hun søgte særligt efter én ting til kurset:
”Det er netværket, der lokker. At møde piloter fra andre skoler, der kan sparre med mig eller bruge mine erfaringer til noget. Det giver noget særligt at være sammen med mennesker, der forstår og anerkender den situation, man står i som ledig pilot. Og så er det lettere at tilføje lidt hygge til de gode råd, når man mødes fysisk i sin fagforening,” siger Louise Fischer.
Stor kontrast mellem at være færdiguddannet og elev
Kursets menu bød blandt andet på konkrete råd og anbefalinger til selve ansøgningen og CV’et, mens FPUs lokaler i Valby dannede rammerne for en eftermiddag med sparring og netværk med sidemakkeren.
For Louise Fischer har tiden som ledig blandt andet handlet om at holde dampen oppe i jobsøgningen. Virkeligheden har desværre ikke vist sig fra sin letteste side for den nyuddannede pilot, der ikke kan genkende det glansbilledet af hverdagen, som flyveskolerne kan male.
“Jeg har efterhånden sendt en del ansøgninger afsted. Desværre er det bare sådan, at man oftest ikke hører mere end, at ansøgningen er modtaget. Man får nemlig intet feedback, og så det er svært at vide, om det er fordi, man ikke selv er god nok, eller fordi der bare er nogle andre, som er bedre kvalificeret til jobbet. Det er en stor kontrast til det at være elev, hvor vi ellers har været vant til fra skolen at få konstruktiv kritik på størstedelen af det, vi laver. Det her kursus er som en peptalk, så jeg ikke bare giver op, men derimod stadig har motivationen og troen på, at det nok skal lykkes,” siger Louise Fischer.
Kulturelle forskelle mellem selskaber
Kurset med titlen: ”Vejen til det gode job i skyerne” var udarbejdet af tidligere pilot og nuværende forbundssekretær i FPU Kasper Svendsen og job- og karriererådgiver Sally Lakolk fra Min A-kasse. Mens Sally Lakolk havde ekspertisen til at rådgive med best practices fra det generelle arbejdsmarked, gik Kasper Svendsen i dybden med de specifikke krav og arbejdsgange i luftfart.
Frederik Hinrichsen er pilotelev på Center Air Pilot Academy i Roskilde, hvor han bliver færdig til sommer. Han deltog i jobansøgningskurset hos FPU for at være på forkant med jobsøgningen og for at få et godt råd eller to til CV’et.
”Jeg hører jo historierne fra de nyuddannede piloter, og på den måde kan jeg godt gå og blive lidt stresset allerede nu. Jeg har set frem til at få nogle tilbagemeldinger på mit CV og et indblik i selve processen med at søge og lande et job. Det har jeg fået i dag.”
På kurset bølgede snakken fra pilot til pilot i pauserne og under dagens små opgaver, hvor deltagerne og underviserne gennemgik CV’er og tidligere ansøgninger.
”Kurset har været professionelt og i øjenhøjde med os. Det var rigtig godt, at vi både hørte fra Sally, der kender arbejdsmarkedet, og Kasper, der har prøvet det hele på egen krop. Jeg kan især bruge betragtningerne om de kulturelle forskelle mellem selskaber, som jeg ikke havde taget stilling til før. Der er ikke et facit til det hele, men kurset har gjort de gode intentioner mere konkrete, og det tager jeg mig med,” siger Frederik Hinrichsen.
Er du ledig pilot og medlem hos FPU, kan du komme til gratis jobansøgningskursus den 16. maj.
Tilmeld dig her