Norwegian har opdateret og moderniseret sin visuelle profil og sit logo. Det er første gang siden etableringen af selskabet i 2002.
Norwegian har haft det samme logo siden opstarten i 2002, men nu ændrer selskabet sin visuelle profil. Selskabet ønsker tydeligere at vise flyselskabets og brandets personlighed og særpræg.
”Vores nye visuelle identitet har en rigere farvepalette, et nyt typografisk udtryk og en ny billedstil samt et mere fleksibelt layoutsystem. Vi glæder os til at vise det frem, både internt og eksternt,” siger Camilla Aspen, kreativ direktør hos Norwegian.
”Udrulningen vil ikke ske fra den ene dag til den anden. Vi starter med de digitale kanaler og opdaterer derefter gradvist og struktureret i alle kommunikationsområder, på kontorer, i lufthavne og i selve flyene. Gammelt og nyt kan sagtens leve side om side i en periode. I begyndelsen af marts vil den nye visuelle profil og det nye logo for første gang være synligt i vores egne og eksterne medier.”

Den nye visuelle profil er udviklet af Norwegians marketingafdeling under ledelse af marketingchef Eirik Bryn sammen med det norske designbureau TRY Design. Fra Norwegian har projektet været ledet af kreativ direktør Camilla Aspen.
”Norwegians logo og brand er både meget velkendt og værdsat, og det er vi meget stolte af. Selv om vi nu fornyer os, lover vi, at vores kunder fortsat vil genkende os. Efter mere end 20 år er en modernisering på sin plads, og dette giver Norwegian et mere moderne, varmere og tydeligere udtryk, som vil følge os trygt ind i de næste 20 år,” siger Christoffer Sundby, Executive Vice President for marketing og kundeservice i Norwegian.