Norwegian har de seneste måneder meldt om stigende passagertal, og selskabet forventer, at det vil ansætte 120 nye kabineansatte i København.
Det norske lavprisselskab Norwegian forventer, at selskabet vil ansætte omkring 750 nye piloter og kabineansatte i 2023.
Det drejer sig om 160 piloter og 590 kabineansatte på tværs af virksomheden.
Norwegian forventer at ansætte 120 kabinefolk på selskabets base i København, mens der efter planen ikke vil blive ansat flere piloter på den danske base.
”Vi har i de sidste par uger haft rygende travlt med ansættelsesprocesserne. Vi har modtaget cirka 1300 ansøgninger til kabinestillingerne i CPH alene,” siger Andreas Hjørnholm, kommunikationschef i Norwegian.
Stigende passagertal
Norwegian har de seneste måneder meldt om stigende passagertal og næsten fulde fly. 6,2 millioner passagerer fløj med Norwegian i tredje kvartal af 2022. Det er en stigning fra 2,5 millioner i tredje kvartal 2021 og fra fem millioner i foregående kvartal.
”Selvom efterspørgslen på flyrejser kan blive påvirket af den aktuelle makroøkonomiske og geopolitiske usikkerhed, er vores bookingtal fortsat gode, og et stigende antal passagerer vælger at flyve med Norwegian,” siger Geir Karlsen, direktør i Norwegian.
Norwegians kapacitet i vinterprogrammet bliver tilpasset den forventede sæsonvariation med en reduktion på cirka 25 procent i forhold til sommerprogrammet.
Norwegian havde ved udgangen af tredje kvartal 69 fly, men vil i løbet af sommersæsonen 2023 øge flåden til 85 fly.
Stor erfaring blandt ansøgere
Andreas Hjørnholm fortæller, at der er mange erfarne kabineansatte blandt ansøgerne til nye stillinger, og at der generelt er et højt niveau.
”Det er vi selvfølgelig glade for og stolte over, for det viser, at vores arbejde med at skabe en attraktiv arbejdsplads med gode vilkår og en stærk samarbejdskultur bærer frugt. Vi glæder os enormt meget til at møde de nye og få dem med ombord,” siger Andreas Hjørnholm.
De nyansatte vil starte gruppevis i løbet af første halvdel af 2023.
Udover basen i København vil de nye medarbejdere blive ansat på Norwegians baser i Oslo, Helsinki, Arlanda, Alicante og Barcelona.