Børneløbet, der skulle være fundet sted den 3. maj på en lukket landingsbane i Københavns Lufthavn, er blevet aflyst. Det oplyser Ritzau på baggrund af en pressemeddelelse fra lufthavnen.
Motionsløbet skulle have markeret fejringen af lufthavnens 100-års fødselsdag, men arrangementet er blevet kritiseret for, at luftforureningen ville kunne skade deltagerne. Især børn med astma.
”Når vi vælger at aflyse løbet, er det ikke et udtryk for, at vi ikke vil debattere luftforurening,” siger Lise Agerley Kürstein, der er kommunikationsdirektør i Københavns Lufthavn, i pressemeddelelsen.
”Men vi er bekymrede for, at debatten overskygger og skaber tvivl om vores intentioner om en fælles fejring med borgerne i lokalområdet.”
Motionsløbet skulle være blevet afholdt i et afspærret område ved lufthavnen for lokale børn og unge. Flere end 1.500 børn og unge havde tilmeldt sig.