Hjemmeværnet får to nye patruljefly

Hjemmeværnet får to nye patruljefly af modellen De Havilland Canada, Twin Otter, som skal styrke opgaveløsning inden for overvågning, eftersøgning samt støtte til det europæiske grænseagentur, Frontex.

De nye fly er udstyret med topmoderne kamera- og sensorudstyr, der gør det muligt at afsøge langt større områder fra luften. Samtidig kan flyene løse opgaver, som kræver længere flyvetid.

”Vores frivillige soldater kan med de nye fly løse komplekse opgaver med endnu højere kvalitet. Det gør en stor forskel for vores frivillige soldater, at de nu i endnu højere grad kan bidrage til beredskabet og være med til at passe på Danmark, siger oberst Dennis Thagaard, chef for Flyvehjemmeværnet.

Flyene vil ligesom Hjemmeværnets nuværende Defender-fly have base i Aalborg og Roskilde Lufthavn.

De nye fly afløser Hjemmeværnets to leasede Britten-Normann Defender-fly, som efter næsten otte år og godt 6.800 timer på vingerne nu går på pension.

Fakta om Hjemmeværnets nye fly

Flyene flyves af to piloter og en systemoperatør, der betjener sensorudstyret. Der er plads til yderligere otte specialister.

En moderne sensorpakke med termiske og optiske løsninger betyder, at flyene er endnu mere effektive under eftersøgninger af forsvundne personer – både til lands og til søs. Desuden muliggøres opgaveløsning om natten.

Flyenes elektro-optiske sensorpakker er i høj operativ kvalitet og kan lave video og termiske optagelser, der både kan ses i flyet og på jorden via downlink-systemer.

Flyenes evne til at flyve med lav hastighed gør det muligt at observere på objekter i længere tid – eksempelvis i samarbejde med Politiet. 

Twin Otter-flyene er designet til at lette fra korte landingsbaner og kan være i luften 2-3 gange så længe som en helikopter.

Flyene forventes at være fuldt operative i første kvartal af 2025.

Flyene er leasede otte år frem
Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev