Fra den 1. april er Flyvevåbnet i stand til at sende danske F-35-kampfly på vingerne for at afvise fremmede nationers fly og sikre Danmarks suverænitet i luftrummet. Det har Forsvaret meldt ud i dag.
F-35’erne, som Danmark har købt 27 af, vil gradvist blive indsat i stedet for F-16’erne. Et ikke-specificeret antal F-35-fly skal fortsat være udstationeret på Luke Air Force Base i Arizona, hvor dansk personel bliver uddannet, før de kommer til Danmark og løser operative opgaver, skriver Forsvaret.
Beslutningen om at købe F-35-kampflyene blev truffet tilbage i juni 2016. Arbejdet med at få Flyvestation Skrydstrup og Forsvaret klar til at operere med flyet har stået på lige siden.