FPU: Uret tikker for dansk luftfart

Nu handler det om at redde dansk luftfart og de ansattes vilkår i videst muligt omfang. Derfor har Flyvebranchens Personale Union henvendt sig direkte til regeringen.

Luftfartsbranchen og det flyvende personale står i frontlinjen, når en global krise indtræffer.

De færreste havde regnet med, at coronavirus ville få så vidtrækkende konsekvenser. Alt sammen kommer det til at påvirke en i forvejen presset luftfartsbranche skæbnesvangert hårdt.

Derfor skal der handles nu, hvis det ikke skal få katastrofale konsekvenser og koste tusindvis af danske arbejdspladser indenfor luftfart.

En rapport om økonomien i dansk luftfart fra 2015 viser, at luftfart bidrager til 5,4 pct. af dansk BNP. Københavns Lufthavn er en af Danmarks største arbejdspladser.

Flyvebranchens Personale Union (FPU) er Danmarks største fagforening for piloter og kabineansatte.

Og formanden for FPU, Thilde Waast, gør opmærksom på, at regningen i sidste ende vil ende hos danskerne, både i form af markant højere priser og færre penge i samfundet, hvis regeringen ikke griber ind med en stor hjælpepakke nu.

– Fokus er på likviditet og tryghed nu her. De ansatte har brug for en sikring af deres livsgrundlag og dermed økonomisk hjælp fra regeringens side. Det handler om mange tusinde stillinger og en branche, der er så afgørende en del af samfundets funktion og økonomi.

Hun forklarer, at Flyvebranchens Personale Unions medlemmer, altså danske piloter, stewardesser og stewarder, står ved globaliseringens frontlinje, og de er om nogen i risiko for at blive smittet. Derfor er det helt nødvendigt at få smitten inddæmmet, men det har også sin pris, når det kommer til medlemmernes livsgrundlag.

– Regeringen bør sikre de ansatte i dansk luftfart. Der bør ikke være forskel på de privatansatte og de offentligt ansatte i det her spørgsmål i forhold til lønsikring, siger Thilde Waast, der dermed støtter op om udmeldingerne fra Dansk Metals formand, Claus Jensen.

Det vil være vigtigt for den enkelte, men også for at samfundet bliver holdt i gang.

Uret tikker for branchen

Regeringen fremlagde i går en række initiativer, der bydes velkommen af branchen. Men uret tikker stadig og det, der lignede en slem situation i begyndelsen, er nu gået hen og blevet katastrofal.

Norwegian og SAS har meldt ud, at de aflyser mange tusinde afgange, og de ønsker de ansatte ned i løn og tid. Lige nu tikker en række henvendelser ind hos FPU fra danske og skandinaviske selskaber, der kigger dybt ned i afgrunden, og som har brug for hjælp til at få justeret deres produktion.

-Uret tikker for alvor nu. Snart kommer vi til at se de første konkurser. Og derfor har vi gjort det klart overfor både regeringen og politikerne på Christiansborg, at der er tale om en situation, der kræver helt ekstraordinære løsninger, siger formanden for de danske piloter og kabineansatte.

Flyvebranchens Personale Union opfordrer derfor i, en henvendelse til Transportministeren og Erhvervsministeren, på det kraftigste regeringen til at hjælpe branchen med en hjælpepakke for at bevare danske arbejdspladser og en luftfartssektor, der er bare nogenlunde genkendelig.

Helt konkret støtter FPU arbejdsgiverne i dansk luftfart (DI) i forhold til at sikre likviditet og dermed en hånd under selskaberne. I Norge har regeringen allerede taget lignende skridt direkte for luftfarten.

Løsningerne bør ligeledes være med en finansiel hjælpepakke, som kan suppleres med oprettelse af en statslig garanteret låne- og kreditfacilitet af en størrelsesorden, der kan hjælpe luftfartsselskaber med midlertidige likviditetsproblemer.

Der er desuden brug for et stop for en række afgifter – og henstand på en række fiskale afgifter. Herudover er der brug for midlertidig ophævelse af passagerkompensation.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev