Den tyske fagforening Verdi har annonceret, at bagageportører og ansatte i sikkerhedskontrollen i lufthavne i hele Tyskland strejker fredag d. 17. februar. Det betyder, at lufthavnene i bl.a. Frankfurt, München og Hamborg vil blive lammet. Det skriver Deutsche Welle.
Strejken vil vare én dag, og Verdi advarer, at den vil føre til mange aflysninger og forsinkelser.
“Arbejderne lægger i fællesskab pres på deres respektive arbejdsgivere, fordi forhandlingerne hidtil ikke har givet resultater,” siger Christine Behle, næstformand i Verdi, i en erklæring.
Hun peger blandt andet på, at bagageportørerne “har brug for en attraktiv lønstigning” for at imødegå den “katastrofale mangel på arbejdskraft,” der er opstået efter pandemien. Hun siger også, at arbejdsgiverne har nægtet at give ansatte i sikkerhedskontrollen den stigning i bonusser, som de har ret til som en del af deres kollektive overenskomst.