Luftfartsselskabet Regional Jet har siden foråret 2017 fløjet som fast leverandør for SAS med fire fly på regionale ruter ud af danske lufthavne. Trods indledende udfordringer har selskabet sammen med sine medarbejdere fået så godt styr på produktionen, at SAS nu har underskrevet yderligere en kontrakt med Regional Jet.
Fra 15. juli 2019 udvider Regional Jet således sin SAS-produktion til også at omfatte Stockholm, Sverige. Her skal det estiske selskab frem mod januar 2020 overtage opgaven med at beflyve regionale SAS-ruter med i alt fire fly, som hidtil har været opereret af britiske Flybe.
»Vores danske produktion går godt, og SAS er glad for os. Det er naturligvis et element i, at SAS har givet den svenske kontrakt til os,« siger Jan Palmer, administrerende direktør for Regional Jet, til Luftfart.nu, som senest i marts måned omtalte potentialet for yderligere SAS-produktion, »tak til den gode præstation« på baserne i Danmark.
SAS og Flybe har samarbejdet siden 2015, men konsekvenserne af Brexit har gjort, at samarbejdet ikke kan fortsætte, oplyser SAS’ danske pressechef, Mariam Skovfoged til Luftfart.nu.
Flybe blev i februar købt af Connect Airways, som igen ejes af Virgin Atlantic. Selskabet blev solgt som et led i en større redningsplan, da selskabet er i store økonomiske vanskeligheder. I den forbindelse er tabsgivende aktiviteter efterfølgende søgt afviklet.
Personale spiller vigtig rolle
Vicedirektør for ekstern produktion i SAS, Mikael Wångdahl, udtrykte i midten af maj 2019, stor tilfredshed med den estiske underleverandør, som nu får til opgave at tage over, hvor briterne slipper.
»Vores første samarbejde startede i Danmark i 2017, hvor Regional Jet satte fire fly af typen ATR72-600 i drift for os. Det var en stor udfordring for både SAS og Regional Jet, men tak til godt samarbejde, har vi udviklet et godt og pålideligt produkt for passagererne, og jeg er meget tilfreds med den udvikling,« lød det fra Wångdahl.
Jan Palmer lægger ikke skjul på, at personalets indsats på den danske produktion spiller en væsentlig rolle i SAS’ begejstring over Regional Jets fire ATR72-fly, der trofast servicerer de regionale SAS-ruter.
»Det startede lidt hårdt sidste år. Vi manglede crew og et af vores fly var ramt af mange småproblemer. Men alt i alt fik vi bedre styr på det og flere medarbejdere i Danmark, og de seneste 6-7 måneder er det gået meget godt,« siger han.
Flybe-ansatte får tilbudt job
I Sverige vil Regional Jet ligesom i Danmark ansætte besætningerne lokalt på lokale vilkår. I første omgang tilbydes stillingerne til de ansatte, som bemander Flybe’s SAS-fly.
»Det er bedst for både de ansatte og for produktionen, da de ansatte har godt kendskab til operationen. Produktionen minder desuden meget om den, vi har i Danmark med fire fly. Derudover har vi ligesom i København et backup-fly i Stockholm,« forklarer Jan Palmer.
Regional Jet vil fra januar 2020 operere samlet ti fly for SAS. Otte ATR-fly samt to CRJ900-fly, som SAS har lejet ind som backup-fly.
I modsætning til opstarten i Danmark i 2017 bliver der dog tale om en længere overgangsperiode, hvilket »giver os mere tid til at forberede. Vi lærte noget af opstarten i Danmark, så det vil sikre en god overgang,« påpeger Jan Palmer. Imens første fly overgår til esterne 15. juli, følger de næste i september, november og januar.
På samme måde som i Danmark vil man indgå lokal overenskomst – i første omgang ved så vidt muligt at overtage den, som i dag gælder i Flybe.
»Ligesom med FPU i Danmark vil vi indgå og forhandle overenskomstaftaler lokalt, som er god for begge parter,« siger Jan Palmer.
Unionen, den svenske fagforening for de kabineansatte, oplyser til Luftfart.nu, at personalet i Flybe er ansat via bemandingsselskabet GEC, med hvem man har indgået overenskomst. Det er forventningen, at dette setup fortsætter over i Regional Jet, oplyser fagforeningen.
Kontrakt for seks år
Stockholm-kontrakten med SAS er ligesom i Danmark for seks år med genforhandling efter tre. Flybe, der har fløjet for SAS siden 2015, skulle have fløjet frem til 2022. Dermed forbedres jobsikkerheden for de ansatte, der kan se frem mod at skulle flyve for SAS ind til 2025 hos Regional Jet.
Foruden SAS-produktionen flyver Regional Jet også på kontrakt for polske LOT samt den svenske stat. Derudover agerer selskabet produktionsselskab for moderselskabet Nordica, som driver ruter ud af den estiske hovedstad Tallinn.
Det største aktiv for selskabet er dog rollen som “capacity provider” til andre selskaber, som Jan Plamer tidligere har omtalt det selskab, han står i spidsen for. 14 af selskabets 19 fly flyver således for eksterne kunder.
I alt opererer Regional Jet 12 CRJ-fly og syv ATR72-fly foruden de fire, som skal sættes i drift i Stockholm. Ifølge redaktionens oplysninger kommer selskabet ikke til at overtage de fly, som i dag opereres af Flybe.
Hele Nordica-koncernen, som Regional Jet hører under, beskæftiger 500 medarbejdere med SAS som den største eksterne kunde. I Danmark er personalet ansat via bemandingsbureauet PAS Aviation, men aftaler med Regional Jet sikrer, de ansattes vilkår. Senest har selskabet således fornyet sin overenskomst med FPU, hvori der blev adresseret flere af de udfordringer i branchen, som personalet har udpeget – læs mere om den sag her.