Debat: Underbemandingen af flyveledere er et kæmpe problem, men det er ikke en konflikt

Flyvebranchens Personale Union (FPU) giver i dette debatindlæg sin uforbeholdne støtte til de danske flyveledere. En krise, der ifølge formanden for FPU, kunne være undgået, hvis beslutningstagerne havde været deres opgave og ansvar voksen.

Debatindlæg af Thilde Waast, Formand for Flyvebranchens Personale Union (FPU)

Der mangler flyveledere i CPH. Det står efterhånden klart for de fleste efter en massiv nyhedsdækning af historien. Jeg synes desværre, at der mangler fakta i dækningen. Problemet med underbemandingen af flyveledere er eksempelvis ikke nyt, og der ikke tale om en konflikt i faglig forstand, selvom ordet gentagne gange finder vej til overskrifterne.

Så lad os slå fast: Flyvelederne og Naviair er ikke i konflikt. Der er ikke nogen, der forhandler overenskomst eller truer med hverken strejke eller lockout, altså konflikt. Der er tale om en akut underbemanding, og det er et kæmpe problem for CPH, luftfartsselskaber, medarbejdere og passagerer. Og selvfølgelig flyvelederne og Naviair. Derfor må den danske flyvesikringstjeneste finde en effektiv og langvarig løsning på problemet.

For vi mangler nu så mange flyveledere, at de fleste luftfartsselskaber har måttet fylde ekstra brændstof på maskinerne for at kunne holde over CPH. Vi kan bryste os med at have den lufthavn i Europa, der har mest forsinkelse i 2023. Passagererne misser deres connecting flights, hvis flyet altså i forvejen ikke er aflyst.

Det er en særdeles uholdbar situation for en branche, der stadig kæmper sig tilbage efter nogle hårde år med nedlukninger og rejserestriktioner. Luftfartsselskaberne bliver ligesom medarbejderne taget til gidsler, selvom de hverken er skyld i problemet eller kan gøre fra eller til. Selskaberne er ikke en part i underbemandingsproblemet, men de får til gengæld lov til at betale regningen. Det er ikke måden, vi genopliver dansk luftfart.

Til sammen er det også rigtig skidt for lufthavnens ambition om at være Nordens førende hub og regeringens grønne målsætninger. Og det er selvsagt en udfordring for vores medlemmer, der hver eneste dag må tilpasse sig forsinkelser og håndtere – med rette – utilfredse passagerer.

Men FPU og vores medlemmer står sammen med flyvelederne i deres ønske om ordentlig og sikker bemanding.

Vi ved nemlig, hvor afgørende en rolle flyvelederne spiller for dansk luftfart. Hvor essentiel deres indsats er i forhold til sikkerheden ombord for både ansatte og de mange tusinder passagerer dagligt. Vi ved, at man aldrig må gamble med flyvelederens vilkår og forudsætninger for at udføre et effektivt og sikkert arbejde.

Advarselslamperne blinkede og blinkede

Ledelsen i Naviair tøvede ikke et sekund under corona med at afskedige 20 procent af flyvelederne i CPH. 46 mennesker i alt, selvom flyvelederne på det kraftigste advarede om netop den her konsekvens. Det er under al kritik, at et statsejet selskab handler ud fra et øjebliksbillede med en quickfix-løsning uden at overskue de langsigtede konsekvenser. Og det kan blive endnu værre.

Vi har pt. 280 flyveledere, men vi har behov for 350. Det betyder, at der mangler seks flyveledere om dagen i CPH, og at 110 vagter om måneden ikke kan besættes. 20% af de nuværende flyveledere er allerede indenfor pensionsalderen, og det tager altså godt tre år at uddanne nye. Inden sommeren bliver der formentlig uddannet to. Og kun to.

Der har til gengæld været advarsler i overflod for Naviair. I september 2022 bragte Fagbladet Luftfart eksempelvis en kommentar fra Kasper Berg, formand for Trafikforbundet, og Tom Laursen, tidligere præsident for den Europæiske Flyvelederforening, der slog fast, at problemerne, som vi gennemgår lige nu, var både forudsigelige og langvarige, hvis ikke man ville tag fat om ondets rod.

Det er faktisk hovedrystende at genlæse kommentaren fra sidste år. De to garvede flyveledere fik ret i alt for mange af deres forudsigelser. Håndteringen af coronakrisen og de efterfølgende handlinger fra beslutningstagerne følger det præcis samme reaktionsmønster fra tidligere kriser. Det er et pinligt eksempel på, hvad der sker, når panikken får lov at bestemme.

Det handler om sikkerhed og privatlivets fred

Flyene lander og letter stadigvæk fra CPH. Det har de gjort siden coronakrisen forduftede, og det kan vi takke de tilbageværende flyveledere for. Bare det seneste år har de taget 1.500 ekstravagter for at få vagtplanen til at gå op. Det siger sig selv, at det kommer med en enorm bekostning, når der gælder privatlivets fred og muligheden for hvile. Det er en farlig glidebane, og vi risikerer lige nu at slide vores sidste flyveledere op.

Flyvelederne ønsker langsigtede og ordentlige løsninger på den akutte underbemanding, og det kan man blandt andet løse ved at tale om løn- og arbejdsvilkår med Naviair. At Naviair forsøger at få debatten om underbemanding og flyveledernes arbejdsvilkår til at handle om bundlinje og lønkroner er usmageligt. Jeg kender de folk, der repræsenterer flyvelederne, og de er udelukkende interesseret i en løsning, der kan tåle tidens tand og løse problemet en gang for alle. Men Naviair har nu engang valgt at ignorere advarslerne og de mulige delløsninger gennem de seneste tre år. Det efterlader nu engang lønkroner som en del af løsningen.

Det er ingen hemmelighed, at flyvelederne står i en favorabel forhandlingssituation med den danske flyvesikringstjeneste. Her minder jeg ganske sagte om, at det hverken er ulovligt eller uetisk at stå godt placeret, og da slet ikke, når situationen er selvforskyldt af beslutningstagerne, der ikke selv var forsigtige med nedskæringer, da krisen kradsede.

Den her debat handler i bund og grund kun om én ting: Et sikkert og effektivt luftrum. Og er vi virkelig villige til at sætte det på højkant? Jeg er ikke.

Derfor er min appel til Naviair, Transportministeriet og alle andre beslutningstagerne i den her sammenhæng klar som krystal: Find en ordentlig løsning, der giver luftfarten mulighed for at blive genskabt, og som hverken kompromitterer flysikkerheden og luftfartsselskaberne eller nedbryder vores dygtige flyveledere.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev