Danske F16-fly på var på vingerne 81 gange i forbindelse med afvisningsberedskabet i 2024

I 2024 blev afvisningsberedskabet på Fighter Wing Skrydstrup aktiveret 81 gange. I langt størstedelen af tilfældene var det som reaktion på russiske militærfly i internationalt luftrum.

De øvrige aktiveringer af afvisningsberedskabet i 2024 har blandt andet været støtte til den civile flytrafik, for eksempel grundet tekniske problemer med fly som manglende radiokontakt.

Der har ikke været krænkelser af dansk luftrum fra russiske militærfly i 2024. Aktiveringerne af afvisningsberedskabet er oftest sket i Østersøen omkring Bornholm, som reaktion på russiske militærfly, der fløj uden identifikationssystemet (radiotransponderen) tændt eller uden at have sendt flyveplaner på forhånd.

”Sammen med vores nordiske allierede samt Polen og Tyskland har vi et særligt ansvar for sikkerheden i regionen, og det er afgørende, at danske kampfly hævder dansk suverænitet, når russiske militærfly nærmer sig vores luftrum,” siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen.

Beredskabet består af to bevæbnede F-16-kampfly, som er placeret på Flyvestation Skrydstrup, der er klar til at lette med få minutters varsel døgnet rundt.

De 81 aktiveringer er en stigning i forhold til 2023, hvor Forsvarets fly var på vingerne 55 gange, men er på niveau med aktiveringerne af afvisningsberedskabet i 2022.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev